Teis Markfoged
Maxsø om Hermansen: Det er ikke fejlen der definerer, men hvordan man kommer tilbage
Mads Hermansen begik en fejl i kampen mod Red Bull Salzburg, men ingen bebrejder den unge målmand noget, understreger anfører Andreas Maxsø, der er sikker på, at Hermansen kommer stærkere tilbage.

Brøndby IF tabte onsdag aften med 2-1 til Red Bull Salzburg og røg derfor ud af Champions League-kvalifikationen og direkte over i Europa League-gruppespillet i stedet.
Salzburgs mål til 2-0 faldt efter en fejl af Hermansen i opspillet, men der er ingen der bebrejder den unge målmand noget, lyder det fra anfører Andreas Maxsø.
- Han har været super. Ikke kun i denne sæson, men også i sidste sæson, hvor han pressede godt på. Nogle gange sker der fejl. Jeg kender Mads og jeg ved, at han kommer til at lære af det. Der er ingen der bebrejder ham noget overhovedet, siger han til 3point.dk.
- Det er noget alle kommer til at gøre. Det er ikke fejlen, der definerer en, det er hvordan man kommer tilbage.
Maxsø har generelt nydt at spille med Mads Hermansen som keeperen bag de bagerste tre.
- Det har været en god oplevelse. Mads er rolig og giver ro til holdet. Han har gjort det fremragende.
Næste opgave for Maxsø og Hermansen er på søndag, når FC Midtjylland gæster Brøndby Stadion.