Mathias Kvistgaarden: Hvis vi og modstanderne spillede i samme trøjer, skal man kunne kende Brøndby på udtrykket

Denne weekend på 3point.dk byder på et longread, hvor du kan blive klogere på Mathias Kvistgaarden, der til daglig spiller på klubbens U/17-hold. For en årrække siden flikflakkede angriberen Chris Katongo sig ind i hjerterne på Brøndby-fansene. Nu håber en ung mand at få lov at køre ham kunsten efter i fremtiden. 16-årige Mathias Kvistgaarden tørner ud for Brøndbys U/17-hold og slår saltoer, når han scorer. I ren Katongo-stil! Saltoerne skyldes en fortid som springgymnast i Birkerød, hvor den unge angriber kommer fra. Men i sidste ende valgte han fodbolden - og det var nok en meget god idé. U/17-holdet har i hvert fald nydt godt af Kvistgaardens kvaliteter i denne sæson. Han var en tur i Lyngby, inden han endte på Vestegnen. - Da jeg var 10 år, skiftede jeg til Lyngby. Jeg var ude at prøvetræne i både FC Nordsjælland og Lyngby og fandt hurtigt ud af, at jeg i Lyngby synes vi havde det bedste fællesskab og det var det fedeste sted at være. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være fodboldspiller. Efter halvandet år hos De Kongeblå, tog Mathias Kvistgaarden skridtet til Brøndby, som havde vist interesse. Han endte med at skifte, selvom det var en svær beslutning. - Jeg fik at vide af min far, at Brøndby havde henvendt sig og spurgt, om jeg ville komme derud og spille. Vi var i Lalandia med familien, men han fortalte mig det først, da vi kom hjem. Vi skulle spille en træningskamp mod Brøndby og til aftensmaden dagen før fik jeg at vide, at Brøndby havde henvendt sig. - Det kom lidt som et chok og jeg tænkte, om det nu kunne passe. Det var lidt underligt at få at vide dagen før jeg skulle ud og spille mod mine måske kommende holdkammerater. Vi gik ud og spillede 2-2 og spillede en fin kamp. Vi snakkede derefter videre om det og Brøndby henvendte sig igen. - Jeg tog en samtale med mine forældre og spurgte, om jeg ikke kunne komme ud og prøvetræne. Men det var ikke muligt. Så jeg satte mig ind på mit værelse for mig selv i flere timer og tænkte mig om. Jeg fik at vide, at jeg kunne komme ud og gå på Brøndbyvesterskole, hvor der også er en idrætsklasse. Jeg fik tænkt mig om og kunne godt se, at min mulighed for at udvikle mig, ville være større i Brøndby. - Jeg endte med at tage springet, men det var en svær beslutning. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg dengang var lille og irriterende. Der var ikke så mange, der kunne lide mig på de andre hold. Der var også et par fra Brøndby, jeg tidligere havde været oppe at toppes lidt med. Men jeg har det godt med dem alle sammen nu. Modstanderne skal blive irriterede, når de ikke kan tage bolden fra mig Kvistgaardens første år som Brøndby-spiller bød på op- og nedture. I første omgang skulle han forsones med nogle nye holdkammerater, som han tidligere havde spillet mod. Og han var ikke altid lige nem at spille mod, fortæller han. - Alle spillere er lidt provokerende på sin egen måde inde på banen. Nogle går det med ord og andre gør det på andre måder. Jeg har fået fjernet meget af mit, for jeg har tidligere været en dum idiot på banen og har været en rigtig dårlig taber. Det var aldrig min skyld, hvis vi tabte. Men det har jeg fået fjernet. Jeg kanaliserer det over i mit spil i stedet og så må modspillerne blive irriterede på mig, fordi de ikke kan tackle mig eller lignende. - Der var mange nye ansigter og indtryk, men jeg begyndte stille og roligt at tale mere med folk. Jeg har altid været en type, der taler meget i omklædningsrummet. Jeg fandt hurtigt ind i det og fandt en vennekreds, jeg knyttede mig meget til. Vi fik opbygget et godt fællesskab på holdet - hele holdet blev nærmest skiftet ud det år, så der var mange nye spillere. Vi endte så med at vinde rækken som U/13. Det var en perfekt start. Men herefter kom første nedtur. Som Kvistgaarden og holdkammeraterne endte på sidstepladsen som U/14-spillere og Kvistgaarden fortæller, at det på ingen måde var godkendt og at snakken begyndte at gå på, om der overhovedet ville komme noget godt ud af den 2002-årgang. Den svære periode fortsatte for angriberen, da han rykkede op som U/15-spiller. Men det endte med en kæmpe optur. - Som U/15-spiller fik jeg en rigtig svær sæson. Jeg var ikke så stor og banen var stor for mig. Jeg havde det lidt svært med fysikken. Jeg startede sæsonen med at få ti minutter her og der. Men jeg udviklede mig derfra til at komme med i start-11'eren hver gang. Jeg sagde til mig selv, at jeg synes jeg hørte til i startopstillingen. Jeg bed det i mig og knoklede. Jeg sluttede faktisk sæsonen med at blive udtaget til nogle landsholdssamlinger. Mest med Future-landsholdet, men også nogle med det andet, hvor jeg var lige i slipstrømmen. - Jeg sluttede så sæsonen med at blive Årets Spiller som U/15. Der var nogle, der syntes det var lidt underligt, eftersom jeg var angriber og lavede to mål på en sæson og så alligevel blev Årets Spiller. Men jeg tror det var min udvikling, der gjorde det. Jeg gik fra at få nærmest ingen spilletid til at jeg kæmpede mig ind i startopstillingen og blev en spiller, de andre kunne læne sig lidt op ad. Herefter fulgte Mathias Kvistgaardens første sæson som U/17-spiller. Holdet startede som lyn og torden og da Morten Frendrup var med Superliga-holdet og U/19-holdet, blev der en plads ledig i truppen til Kvistgaarden. Men han stod i skyggen af Muamer Brajanac. - Vi lagde godt ud i den sæson og jeg var med til mange af kampene. Jeg begyndte at tro mere og mere på mig selv. Men jeg vidste godt, det var svært, for jeg konkurrerede med Muamer (Brajanac, red.), som er stor og stærk og en helt anden type angriber. - Jeg overgav ikke pladsen til ham, men jeg sagde til mig selv, at det var ikke en skam, at han blev udtaget før mig. Han var også på landsholdet og en rigtig dygtig spiller. Det lod jeg mig ikke gå på af. En weekend tog U/17-holdet til Aalborg og blev smadret 5-0. Efter en rigtig god sæsonstart gik det galt og holdet tabte de efterfølgende seks kampe. Ingen forstod rigtig hvad der gik galt. Det endte i en mellemsæson og en placering midt i tabellen. Dog vandt holdet pokalturneringen og det var en god måde at slutte sæsonen på, fortæller Kvistgaarden. Nummer to i ligaen uden landsholdsspillere Der var en del udskiftning i Brøndby Masterclass denne sommer. Anton Lyme kom til som ny U/17-cheftræner. Nu skulle holdet til at spille mere som Superliga-holdet og det har betydet en lille omvæltning for spillerne. De praktiserer nu også diamanten på midtbanen, som man kender det fra Alexander Zornigers mandskab. Spillestilen begynder at sidde bedre og bedre hos Masterclass-talenterne, omend der stadig er noget at gå på. - Vi har taget rigtig godt imod den nye spillestil og begynder at vænne os mere og mere til den. Men vi har stadig de perioder, hvor det ikke lykkes, og så går det også galt. - Vi er et af de hold i Danmark, der har det bedste fællesskab. Vi ligger nummer to i ligaen, men har ingen spillere på landsholdet overhovedet. Det har nærmest alle andre hold i ligaen. Men vi har et fællesskab, som jeg ikke tror der er ret mange andre, der har. Vi stoler på hinanden og ingen føler sig hævet over andre. Kvistgaarden har selv bidraget med seks scoringer indtil videre i sæsonen. Han vil gerne fortsætte den fine form. - Jeg har oppet mig en hel del og fået en rigtig god start på sæsonen, som jeg håber, jeg kan fortsætte. Det bliver svært, for sæsonen ser også lidt bedre ud efter vores 6-0-sejr mod Vejle, hvor jeg scorede fire mål. - Jeg er rigtig glad for spillestilen. Jeg kan godt lide at løbe og presse og at vi skal fremad, så snart vi har bolden. Zornigers spillestil er bare fremad og det har jeg det rigtig godt med. Det er en sjov spillestil - selvfølgelig sjovest når den lykkes. Vi har også haft kampe, hvor den ikke lykkes, siger han og beskriver sig selv som angribertype: - Jeg er farlig en-mod-en, der kan jeg godt give forsvaret problemer. Jeg stopper ikke. Hvis jeg taber en duel, prøver jeg igen bagefter. Jeg har fin fart og selvom jeg ikke er den største angriber, har jeg en god springstyrke på grund af min fortid som springgymnast. Man skal kunne kende os på udtrykket Der bliver arbejdet hårdt med spillestilen på U/17-holdet og et af de helt store mål er, at man virkelig skal kunne kende Brøndby-holdet. - En del af Brøndby-spillestilen er, at hvis vi har viljen til at vinde, kan vi også vinde. - Vi snakker meget om, at hvis vi og vores modstandere spillede i samme trøjer, så skal publikum gerne kunne se, hvilket hold der er Brøndby. Man skal kunne se det på vores udtryk, hvor aggressive vi er og hvor meget vi vil det. - Det har vi fået ind under huden. Viljen til sejr er større hos os. Vi skal ville det meget mere end de andre. Mathias Kvistgaarden sætter sig løbende mål og kan sagtens lade sig inspirere af Morten Frendrup, som har udviklet sig eksplosivt og som nu er fuldbyrdigt medlem af Brøndbys Superliga-trup. - Morten Frendrup har virkelig grebet sin chance og jeg er rigtig stolt af ham. Han har gjort et flot stykke arbejde. Der er intet, der er steget ham til hovedet. Han spiller med U/19 nu, men han kæmper og føler sig ikke bedre end nogen. Man kan godt lade sig inspirere af det, han har gjort. Nu drømmer U/17-angriberen om at udvikle sig endnu mere selv, så han på sigt kan få chancen for at vise sig frem til træninger med Superliga-mandskabet. - Det vil selvfølgelig være kæmpestort at komme ind og spille foran Sydsiden. Det kunne være stort. Men lige nu er det en drøm bare at komme op og træne med Superliga-holdet. Jeg vil gerne op og træne lidt med U/19 og det har nogle af os fået lov til. Næste mål er så at se, om jeg kan få lov at vise mig lidt frem i forhold til Superliga-holdet. Og hvem ved? Måske er der snart saltoer a'la Chris Katongo foran Sydsiden igen...