
Teis Markfoged
Mathias Jensen og Jacob Ambæk rykkes i førsteholdstruppen
Mathias Jensen og Jacob Ambæk er nu begge rykket permanent op i førsteholdstruppen.

Både Jacob Ambæk og Mathias Jensen har gennem en længere periode trænet med førsteholdet, men nu bliver de begge rykket op i seniortruppen permanent. Det skriver Brøndby IF på sin hjemmeside.
- Både Mathias og Jacob har været med på træningsbanen og kampene i Superliga-truppen i den seneste sæson, og det er nogle talenter, vi virkelig tror på kan udvikle sig yderligere og lægge på deres spil, og derfor giver det også god mening, at vi nu rykker dem permanent op i Superliga-truppen, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Men det er også vigtigt at understrege, at det er ikke, fordi truppen bliver sat én gang på året her henover sommeren. Det er en løbende proces, således det hele tiden er muligt - særligt for vores unge talenter - at bide sig fast på Superliga-holdet.
17-årige Ambæk har fået sin førsteholdsdebut for Brøndby IF, mens 20-årige Mathias Jensen stadig har sin til gode.