3POINT
1723394275-DSC0879527.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder11. aug. 2024

Mathias Greve: Man ser altid på sine muligheder

Mathias Greve åbner forsigtigt for et muligt klubskifte denne sommer. Søndag eftermiddag fik han en sjælden startplads i nederlaget mod AGF.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen11. aug. 2024

Det blev til en sjælden startplads for Mathias Greve, da Brøndby IF søndag eftermiddag på hjemmebane tog imod AGF. Men det blev ikke til sejrsdans i trætte stænger efter kampen for midtbanemotoren. Gæsterne vandt 1-0 efter en lige og ret chancefattig kamp, hvor effektiviteten blev afgørende.

Mathias Greve sagde i mixed zone efter kampen:

- Det er altid lidt besværligt herude mod AGF, det har det været de sidste par gange. Men jeg synes i det hele taget, at det var en lidt dårlig fodboldkamp. Der var ikke så mange chancer, og vi får ikke rigtig domineret på den måde, som vi gerne vil på hjemmebane. Og så løb det lidt ud i sandet. De ender selvfølgelig med at score på en standardsituation, som man bare må rose dem for at være sindssygt skarpe til. 

- AGF har set stærke ud i de første kampe, men jeg synes, vores struktur var god. Rent strukturelt fik vi løst vores pres rigtig godt. Vi arbejdede os bedre og bedre ind i løbet af første halvleg. Vi kom en del rundt om dem, hvor vi manglede den sidste fod at sætte på inde i feltet. Jacob (Rasmussen, red.) har en situation, hvor han kommer til baglinjen, og kommer der en på den, står den 1-0. Vi har også en chance til Kvistgaarden lige i starten af anden halvleg. Det blev en af de kampe, hvor effektiviteten blev afgørende.

- Det handler om at få scoret det første mål, og det fik vi ikke gjort på vores muligheder.

Åben for klubskifte

Det seneste halve år er Greve røget længere og længere fra startopstillingen i Brøndby, og derfor var der også rust, der skulle bankes af mod AGF, fortæller han.

- Jeg kunne godt mærke, at der var lidt rust, der skulle bankes af. Det er jo også naturligt, når jeg i nogle måneder efterhånden ikke har spillet sådan en rigtig kamp. Nu tager jeg lige kampen nede i Kosovo fra, for det var lidt en mærkelig fodboldkamp, lad os sige det sådan. Men det var dejligt at spille, og jeg kunne godt mærke, at jeg mangler lidt i forhold til at være inde i flow.

Det kan godt blive til et klubskifte denne sommer for Mathias Greve, som naturligvis ser på sine muligheder så længe transfervinduet endnu er åbent.

- Man ser selvfølgelig altid på sine muligheder. Når man er i en situation med et år tilbage, og man ikke spiller så meget... Men ja, jeg tænker, at de folk, der ved, hvor jeg står i forhold til det, de ved det godt.

- Man er jo altid lidt skuffet, når man ikke spiller. Det er jo det, jeg er her for. Men jeg kan også godt se, at der måske er nogle ting i den måde, som vi spiller på, som måske er mindre optimale i forhold til den spillertype, som jeg er. Vi har spillet meget med to dybdeliggende seksere, og jeg er og bliver nok aldrig en sekser som sådan. Der har selvfølgelig været noget der, som måske har gjort, at træneren har set andre veje. Det må jeg havde forståelse for, og så prøver jeg at kæmpe så godt jeg kan og vise til træning, at det er mig, der skal spille.

Kan du udelukke et klubskifte denne sommer?

- Det tænker jeg aldtig, at man helt kan udelukke. Men som sagt, så ved de personer, der skal vide, hvor jeg står i forhold til de ting, godt hvordan jeg ser på situationen.

Jesper Sørensen: Greve viste i dag, at han er klar til at gå ind

I mixed zone spurgte vi Jesper Sørensen ind til Mathias Greves situation i Brøndby og hvilken rolle, han kan se frem til i denne sæson, hvis han ender med at blive.

- Sidste år var det jo ofte Greve og Daniel (Wass, red.), der spillede. Greve og Josip (Radosevic, red.) var jo ofte dem, der spillede ved siden af Daniel. Nu har Noah (Nartey, red.) skubbet lidt til det, og Greve og Noah er måske typer, der gør lidt af de samme ting i en fodboldkamp.

- I denne sæson har det ikke så ofte været med Greve som makker, men jeg synes, at Mathias hart gjort det rigtig godt. Nogle af de ting, som han skal bidrage med, skal jo ikke være at genopfinde sig selv eller gøre noget helt nyt. Men der er også nogle unge mennesker, både Noah og Clement (Bischoff, red.), der har spillet rigtig meget, og også mere end jeg havde troet. Det kan der nogle gange komme en pris for, når de får så hårdt et kampprogeam, som de har fået nu. Og så skal der være nogen, der er klar også. Der har Mathias jo vist i dag, at han i hvert fald er klar til at gå ind.

Brøndby IF skal i aktion igen på torsdag, når det gælder udekampen mod Legia Warszawa. Brøndby tabte hjemmekampen med 3-2 og har derfor et svært udgangspunkt.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder