Mathias Andersen efter flotte U19-præstationer: Vi spiller mere som et hold
Mathias Andersen har været den store oplevelse for Brøndbys U19-hold i forårets to første kampe. Det skyldes blandt andet, at de er begyndt at spille mere som e

Mathias Andersen har været den store oplevelse for Brøndbys U19-hold i forårets to første kampe. Det skyldes blandt andet, at de er begyndt at spille mere som et hold, forklarer han. Offensivtalentet, Mathias Andersen, har imponeret for Brøndbys U19-hold i de to første kampe i U19-ligaen i foråret. 18-årige Andersen har vist sig som det kreative omdrejningspunkt på et Brøndby-hold, som kollektivt fungerer bedre og bedre. Andersen selv er da også tilfreds med sine egne præstationer hidtil i foråret. - Det er rigtigt, at det er gået godt for mig her i starten. Jeg tror det skyldes, at jeg har haft meget større fokus på tingene. Jeg har haft en rigtig god opstart, hvor jeg har fået bygget på den fysiske del, som jeg har hængt lidt efter, siger Mathias Andersen til 3point.dk. Læs også: Svækket Brøndby-hold måtte nøjes med remis i Lyngby De flotte præstationer fra Mathias Andersen bunder dog også i bedre holdpræstationer, forklarer han: - Vi er begyndt at spille meget mere sammen som et hold og arbejde mere for hinanden. Når vi gør det, er det også lettere for en selv at præstere bedre. Jeg er glad for den start holdet og jeg har fået, men nu skal vi ikke tage for let på tingene, men i stedet blive ved med at arbejde hårdt. Læs også: Hårdt tilkæmpet Brøndby-sejr over AaB Med en U19-landsholdsudtagelse lige om hjørnet kan det virke oplagt, at Mathias Andersen kan være i spil til en plads på baggrund af de flotte præstationer. Det er dog ikke noget han selv spekulerer meget over. - Jeg tænker ikke rigtig på det. Jeg tænker kun på at præstere 100% i kampene. Hvis jeg bliver udtaget ville det være en kæmpe bonus, men jeg tænker bare på at blive ved med at arbejde hårdt og få nogle sejre med holdet, siger Andersen afslutningsvis til 3point.dk. Du kan se Mathias Andersen og resten af Brøndbys U19-hold i aktion på lørdag klokken 15.15, når Esbjerg kommer en tur til Brøndby.