
Teis Markfoged
Matchvinder Uhre: Jeg tænkte bare, jeg skulle ramme målet
Det brændte på i Brøndbys straffesparksfelt til sidst, men det var det ikke noget, der gjorde holdets matchvinder, Mikael Uhre, nervøs.

Selv om der blev lagt otte ekstra minutter til spilletiden, og selv om det brændte på og spillet i Brøndbys straffesparksfelt til sidst gav mindelser om et flipper-spil, sad holdets topscorer og matchvinder, Mikael Uhre, ikke ude på bænken og var bange for, at holdet til sidst skulle smide det hele på gulvet.
- Nej, det var jeg faktisk ikke. Drengene var fremragende derinde i dag, og vi har vist det før, at vi kan krige den hjem, og at vi også er der til allersidst. Og så var det dejligt, at Mads (Hermansen) tog den til allersidst, lød det fra Uhre til Kanal 9 umiddelbart efter kampen - og henviste til målmand Mads Hermansens glimrende redning i det ottende overtidsminut.
Han erkendte, at han var meget træt til sidst, hvorfor han også blev taget ud i 2. halvleg.
- Vi havde snakket om, at jeg bare skulle op og bruge al den energi, jeg havde – for det var en rigtig, rigtig hård kamp mod Lyon i torsdags, hvor der blev løbet mange meter. Så det var bare ud og give den gas, og det gør vi. Vi kæmper som et hold, og vi kan se til sidst, at folk flyver til højre og venstre for at cleare bolden – det er en fornøjelse at være en del af, lød det fra en tilfreds Mikael Uhre.
Hans sejrsmål blev scoret på riposten efter et fremragende venstrebensspark på stolpen af Marko Divkovic.
- Jeg tænkte bare, at nu skulle jeg ramme målet. Jeg skulle bare have den inden for målrammen, og det lykkedes, så det var dejligt. Men de dér bolde, der kommer sådan hoppende hen mod én, de er aldrig 100 procent behagelige at afslutte på.
Trods den sjette Brøndby-sejr i træk har Mikael Uhre dog ikke lyst til at melde Brøndby ind i mesterskabskampen på nuværende tidspunkt.
- Nu kommer der et rigtig kedeligt svar. Vi tager én kamp ad gangen og jagter altid dem, der er foran os – og det vil vi fortsætte med, indtil der ikke er flere kampe. Men seks sejre – det er en fornøjelse. Det er virkeligt godt arbejde af hele holdet, sagde Mikael Uhre.