Matchvinder Uhre: Det er tit de grimme sejre, der er de gode
Mikael Uhre blev skiftet ind og blev matchvinder i kampen mod Vejle. En dejlig følelse for angriberen, som synes, de tætte sejre, der skal kriges hjem er lidt f

Mikael Uhre blev skiftet ind og blev matchvinder i kampen mod Vejle. En dejlig følelse for angriberen, som synes, de tætte sejre, der skal kriges hjem er lidt federe. Brøndby var bagud 1-0 ved pausen i søndagens kamp mod Vejle, og da det skulle ændres, blev Mikael Uhre sendt i spil. Det hjalp, da indskifteren blev matchvinder med sit mål til 2-1. - Det var et fint indhop. Vi får ret hurtigt frisparket, der fører til målet, og det skaber selvfølgelig momentum, som vi kan bringe med videre. Det var en fin præstation i dag, men der er stadig ting, der kan forbedres, siger Uhre til 3point.dk. Det var en vigtig scoring for holdet, men også for Uhre personligt, som ikke har fået så mange chancer, som han havde håbet på. - Det er selvfølgelig rigtig vigtigt. Jeg havde måske håbet på lidt flere minutter i efteråret, men sådan har det ikke været, så jeg har prøvet på at bevise mig hver gang, jeg har fået chancen, og i dag var en chance. Det var dejligt at krone den med et mål. Efter målet pressede Vejle på, men Brøndby holdt hjem, og det var klart det vigtigste for angriberen. - Selvfølgelig er det en dejlig følelse. Det er jo tit de lidt grimmere sejre, der er de gode. Man fejrer det ikke helt lige så meget, når man vinder 4-0, men sådan en 2-1-sejr der skal kæmpes hjem til det allersidste, de er federe. Efter kampen råbte Brøndbyfansene "Uhre Uhre Uhre" gentagne gange, og det er en sang, som angriberen virkelig godt kan lide, og gerne vil høre igen. - Det var meget sjovt, det vil jeg sige. Det er altid sjovt at løbe ned til dem. Det giver kuldegysninger. Mikael Uhre kan måske igen komme i kamp om en uge, når Brøndby tager imod Vendsyssel i efterårets sidste kamp.