
Teis Markfoged
Matchvinder Spierings: Højdepunktet i min Brøndby-tid
Stijn Spierings blev matchvinder i lørdagens derby, og det er uden tvivl højdepunktet i hans Brøndby-karriere indtil nu, siger han.

Stijn Spierings trænede for sig selv det meste af onsdagstræningen. Han havde lidt problemer med læggen, men ikke noget alvorligt. Lørdag var han så i Steve Coopers første startopstilling som Brøndby-træner.
Nogle timer senere kunne hollænderen lade sig tiljuble som matchvinder i derbyet, som Brøndby vandt med 2-1 på Brøndby Stadion.
Det var helt naturligt også en meget glad Spierings, der mødte pressen efter kampen.
- Det var en fantastisk følelse og en fantastisk sejr. Det var den perfekte kamp for os og mig i dag, sagde Spierings i mixed zone.
- For mig personligt er det godt med en frisk start. Jeg spillede ikke alle kampe, så jeg håber at spille mere nu under den nye træner.
Spierings har haft svært ved at bide sig fast som stamspiller i Brøndby, siden han kom til Vestegnen fra fransk fodbold for et år siden. Derfor står derby-målet i dag også som det hidtil største højdepunkt for ham.
- Jeg har været her i et år og mine personlige højdepunkter kan indtil nu tælles på én hånd, så jeg håber, det kan være et nyt kapitel for mig. Dette er hundrede procent mit største højdepunkt i Brøndby rent personligt indtil videre.
- Atmosfæren er altid speciel her på vores stadion. Fansene var som altid helt fantastiske. Vi var inden i dag ikke inde i den bedste periode, men de er altid bag os, og det er noget, vi som hold er meget taknemmelige for.
Næste opgave for Spierings og resten af Brøndby-holdet er en udekamp mod AGF.