Matchvinder Nørgaard: Det vildeste mål jeg har scoret
Christian Nørgaard blev matchvinder i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland og udnævner scoringen som det vildeste han har scoret. De fleste forventede nok forlæn

Christian Nørgaard blev matchvinder i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland og udnævner scoringen som det vildeste han har scoret. De fleste forventede nok forlænget spilletid halvandet minut inde i overtiden af pokalsemifinalen mellem Brøndby og FC Midtjylland. Men Christian Nørgaard ville det anderledes og så klappede han bolden i kassen tl blågul ekstase. - Det er helt fantastisk. Det er det vildeste mål jeg har lavet. Ikke fordi det er fremragende udført, men på grund af den følelse jeg fik i kroppen. At fornemme glæden i holdkammeraterne og hos fansene, var ubeskriveligt, siger matchvinderen til 3point.dk. - Jeg følte mig lykkelig. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det er ikke gået op for mig endnu. Jeg skal måske se den på repeat på vej hjem i bussen, så det er godt at jeg har oplader med til min telefon, lyder det med et grin fra matchvinderen. Midt i jublen måtte målscoreren ned og strække ud efter en krampe, som han allerede mærkede tidligere i kampen. Men Alexander Zorniger havde fat i Nørgaard, som var glad for at han spillede kampen færdig. - Jeg mærkede en krampe tidligere i kampen, men vores træner slog mig i hovedet og sagde, at det var mentalt det hele. Det gav mig noget ekstra, så jeg formåede at spille kampen færdig. Det er jeg glad for nu, for så kunne jeg stå på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I opspillet til målet lagde Nørgaard en - lad os sige hård - aflevering til Hany Mukhtar, men matchvinderen var lutter smil efter kampen og talte gerne med på journalisternes spørgsmål vedrørende afleveringen. - Folk driller mig lidt med at det var en afslutning, den bold jeg lagde til Mukhtar. Men lad os bare sige at jeg 'fakede' en afslutning og lagde en hård aflevering til ham, lyder det igen med et grin, inden han fortsætter: - Jeg er bare glad for at Mukhtar har så god teknik, at han kunne tæmme den meget hårde aflevering. Nu venter en pokalfinale mod rivalerne fra FC København og det bliver den største kamp i midtbanespillerens karriere. - Det er det vi har drømt om. Vi skal bare nyde det for sygt og gøre alt der står i vores magt for at vinde den kamp. For klubben, for fansene og for os selv. Det bliver den vildeste kamp for os alle sammen. - Jeg var lige ved at udnævne denne (til den største kamp, red.), fordi man havde en finale forude mod FC København. Men nu er vi i den finale, så nu kan jeg sagtens sige at det bliver den største. Pokalfinalen spilles vanen tro Kristihimmelfartsdag.