Teis Markfoged
Matchvinder Kvistgaarden: Det er ikke helt gået op for mig endnu
Han har drømt om det i årevis. Søndag aften gik drømmen i opfyldelse. Mathias Kvistgaarden scorede sit første ligamål i 1-0-sejren over velspillende Silkeborg.

Han har scoret masser af mål ovre på bane 2 og fejret dem med ekvilibristiske flik-flak.
Men søndag aften i Silkeborg gik unge Mathias Kvistgaardens store drøm i opfyldelse, da han i slutningen af kampen stod perfekt placeret til at udnytte Anis Slimanes smukke yderside-assist på tværs af feltet til en overraskende og noget ufortjent 1-0-føring.
-Det var stort. Det var fantastisk. Det havde jeg glædet mig til at prøve, lød det efter kampen fra Brøndby-matchvinderen.
Scoringen, der var hans første ligamål for Brøndby, blev fejret med veludført firdobbelt flik-flak for øjnene af de mange jublende Brøndby-fans.
-Den har jeg drømt om at lave, lige siden jeg kom til Brøndby som U13-spiller fra Lyngby, fortalte han.
Han havde svært ved at finde de rigtige ord for at beskrive de følelser, der i sekunder efter scoringen rasede igennem kroppen på ham.
-Jeg tror, det var alle følelser, man kan finde, der går igennem kroppen lige dér. Det var kæmpe stort. Og virkelig svært at beskrive. Jeg tror ikke selv, at det er gået helt op for mig endnu, sagde Mathias Kvistgaarden.
Inden scoringen, der afgjorde kampen mod flot spillende Silkeborg, brændte Mathias Kvistgaarden en friløber efter en smuk frispilning fra Mathias Greve. Nicolai Larsen i Silkeborg-målet parerede med foden.
-Selvfølgelig tænker man altid ’fuck’, når man brænder sådan én, men man skal videre. For hvis man går og tænker på den chance, man har brændt, så er der større sandsynlighed for, at den næste også bliver brændt, sagde Mathias Kvistgaarden.
Fra bænken havde han studeret spillet, kigget på sine medspillere i de samme positioner som hans egen, og kigget efter, hvor der var rum og plads.
-Det er en kamp, hvor man sidder og overvejer, hvad der kan ske og hvor jeg kan løbe hen, hvis den situation opstår for mig, fortalte han.
Og heldigvis opstod lige præcis den situation to gange for unge Kvistgaarden. Og anden gang brændte han ikke. Så for første gang oplevede han at blive hyldet for en scoring af de mange tilrejsende Brøndby-fans. Og det var nærmest lige så stort for ham som selve scoringen.
-Det har jeg ikke prøvet før, det var første gang, mit navn blev sunget dernede, det var fantastisk. Det var endnu en drøm, der gik i opfyldelse.
Men trods hans egen personlige succes forsømte han ikke at rose Brøndby-keeper Mads Hermansen, der med store redninger i 1. halvleg holdt Brøndby inde i kampen på et tidspunkt, hvor Silkeborgs kombinationer flåede Brøndby-organisationen fra hinanden.
-Mads og mig har spillet mange U 19-kampe sammen. Jeg må bare sige, at jeg er ekstremt imponeret over hans udvikling.