3POINT
Nyheder30. okt. 2017

Matchvinder Halimi: Jeg har det rigtig godt i Brøndby

Besar Halimi blev helten for Brøndby, da han med to scoringer afgjorde kampen mod Randers FC. Han fortæller, at han har det godt i klubben, hvor han nu er topsc

3point person
3point.dk30. okt. 2017

Besar Halimi blev helten for Brøndby, da han med to scoringer afgjorde kampen mod Randers FC. Han fortæller, at han har det godt i klubben, hvor han nu er topscorer med 6 mål i 14 Superligakampe. Brøndby måtte slide for at slå Randers, da kronjyderne mandag aften gæstede Brøndby Stadion. Til sidst lykkedes det dog at få hevet en 3-1-sejr i land på to mål af Besar Halimi, som mener, sejren var fortjent. - Randers er en svær modstander. Da vi spillede i Randers havde vi også problemer. Det er et hold der kæmper hele kampen igennem. Efter vores andet mål får vi det hele under kontrol, og vi fortjente at vinde, siger Halimi til 3point.dk. Med de to scoringer er Besar Halimi nu topscorer i Brøndby med 6 mål. Det mener han skyldes hele holdet, og den tillid, Alexander Zorniger har vist ham. - Det havde jeg slet ikke tænkt på. Men det er hele holdets skyld, så det må jeg takke dem for. Det andet mål var en fremragende aflevering fra Hany, som jeg bare skulle sparke ind. - Coach har givet mig chancen for at præstere, og jeg synes, jeg har gjort det okay. Jeg håber, jeg får lige så meget spilletid resten af sæsonen. Jeg er meget glad, for det har været svært tidligere, og det er dejligt at være her. Jeg nyder at være en del af holdet. Men selvom han har det godt i Brøndby, vil lejesvenden ikke begynde at snakke om en eventuel kontraktforlængelse efter lejeperioden. - Det er for tidligt at snakke om det, men jeg har det rigtig godt her. Jeg glæder mig hver gang jeg skal til træning, og jeg er glad når jeg er i klubben. Efter sæsonen må vi se hvad der sker. Brøndbys næste kamp er et derby i Telia Parken, som Brøndby kan gå ind til med en førsteplads i baghånden. Det betyder dog ingenting for spillerne, mener Halimi. - Det betyder ikke noget, hvor vi ligger når vi skal spille derby. Det vil altid blive en svær kamp, og vi har ikke vundet derinde i lang tid, så vi skal blive ved med at kæmpe for det. Men jeg ser meget frem til det. Derbyet skal spilles på søndag klokken 12.

Mest kommenterede nyheder