3POINT
Anis Slimane og Christian Cappis

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder31. okt. 2021

Matchvinder Cappis: Trænerne siger jeg skal score flere mål

Siden Christian Cappis ankom til Brøndby har trænerstaben arbejdet med ham for at få ham til at score flere mål. Det gav bonus med sent og forløsende sejrsmål i Viborg søndag aften.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen31. okt. 2021

Hver gang amerikanske Christian Cappis sendes på banen for Brøndby forsøger han med egne ord at gøre en forskel på en positiv måde.

Og det må man sige lykkedes til perfektion foran hele endetribunen med jublende Brøndby-fans, da Cappis i søndagens sene udekamp mod Viborg udplacerede Viborg-keeper Mikkel Andersen med en hård inderside efter en fin tværaflevering fra Simon Hedlund.

- Det var selvfølgelig et stort øjeblik for mig og for holdet. Vi knoklede så hårdt hele kampen, og det var en tæt kamp, og på det her niveau er det tit små ting, der gør forskellen. Det var fedt at fejre målet med hele away-sektionen. Vi kan simpelthen ikke bede om bedre støtte – vi har helt sikkert Danmarks bedste fans, lød det fra Christian Cappis - der også fejrede målet med at blive båret rundt af en lykkelig Anis Slimane.

Cappis glædede sig efter kampen over, at det går den rigtige vej for Brøndby. Således var den hårdt tilkæmpede sejr i Viborg den tredje sejr i træk i superligaen – og den første udebanesejr i denne sæson.

- Vi har det godt med det, vi laver for tiden, og vi tager det her med os videre til næste kamp, sagde Christian Cappis.

Også mod Vejle for nylig kom den amerikanske spiller, som Brøndby hentede i Hobro, ind i anden halvleg og scorede. Og selv har han da også en forklaring på, hvorfor han er begyndt at score flere mål end tidligere i sin karriere.

- Jeg tror, det har meget at gøre med trænerne og det system, vi spiller. Siden jeg kom til klubben, har trænerne fortalt mig, at jeg skal skabe chancer, og jeg skal score mål – for det er nødvendigt fra spillere i min position. Så det prøver jeg at gøre, så snart jeg får chancen for at spille, lød det fra en glad Christian Cappis.

Da journalister forsøgte at få ham til at kræve en startplads på baggrund af de fine præstationer efter indskiftningerne, gled Cappis behændigt og diplomatisk af.

- Vi har masser af gode kvalitetsspillere på det her hold. Vi stoler på hinanden, og vi presser hinanden til træning hver eneste dag – der er masser af konkurrence, vi presser hinanden til at blive bedre, og det er sådan det skal være, for at vi kan opnå det, vi gerne vil opnå, sagde matchvinder Christian Cappis.

Mest kommenterede nyheder