
Freja Borne
Masterclass: Noter og reaktioner ovenpå U19 og U17s tredje testkamp og afslutning på træningslejr
Fredag eftermiddag var 3point.dk på plads på Sydfyn, da U19 og U17 afsluttede en uges træningslejr med testkampe mod SFB Oure.

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.
I den forgangne uge har Brøndbys to ældste Masterclass-hold i form af U19 og U17 været på træningslejr i Tønder. Træningslejren sluttede fredag, hvor holdene, på vej hjem til Brøndby, slog vejen forbi Sydfyn og Oure, hvor pogrammet stod på to testkampe mod SFB Oure, som spiller i hhv. U19 og U17 divisionen. SFB Oure har i det seneste år i øvrigt været en flittig leverandør til Brøndby Masterclass hvor Bjørn Holm (Head of Coaching), Jesper Christiansen (U19 assistenttræner) og Noah Jakobsen (ny angriber i U19-truppen) alle har en fortid netop dér.
Testkampene mod Oure skulle ses i lyset af en hård træningsuge på træningslejren og at begge hold manglede adskillige spillere. U19 var uden Noah Sømmergaard, Noah Nartey, Ludwig Vraa og Clement Bischoff som træner med Superliga-truppen, Philip Søndergaard der er på landsholdstjeneste og Adam Claridge der endnu ikke er klarmeldt, men dog på vej tilbage. På U17 var André Escobar og William Sonne fraværende pga. landsholdstjeneste mens Jakob Wismann, Alfred Klamer og Viggo Poulsen også var ude.
U19:
Brøndby U19 spillede 3-3 efter scoringer af Jonathan Agyekum, Lukas Larsen (fremragende mål hvor han kanonerer bolden op i hjørnet) og Malek Bakhit. Det var en kamp med Brøndby i teten med et utal af brændte chancer herunder et straffepark, som Mathias Jensen sparkede langt over mål. På mange måder var det en ok. præstation - også set på baggrund af en hård træningsuge og manglende spillere - men U19-holdet kæmpede lidt med dét der også var en udfordring sidste år: De defensive omstillinger, hvor Oure ramte Brøndby for mange gange og også scorede deres mål. Tobias Landstrøm, som kun nåede at spille to kampe i sidste sæson efter sit skifte fra Lyngby inden en alvorlig skade satte ind, så meget fit ud og gjorde det godt i defensiven imens Malek Bakhit endnu engang så spændende ud på den defensive midtbane, hvor han tog et stort ansvar, brød afleveringer og var fornuftig på bolden.
Menno Van Dam havde valgt følgende formationer:
1. halvleg:
Mamadou Jalloh
Waldemar Bjergfelt, Tobias Landstrøm, Oliver Sejer, Matteo Grosso
Rasmus Lynder
August Carlsson, Mathias Jensen
Mads Beyer
Jonathan Agyekum, Noah Jakobsen
2. halvleg:
Mamadou Jalloh
Waldemar Bjergfelt, Tobias Landstrøm, Rasmus Lynder, Lukas Larsen
Malek Bakhit
August Carlsson, Mathias Jensen
Mads Beyer
Benjamin Kold, Noah Jakobsen
Efter kampen tog 3point.dk en snakke med cheftræner, Menno Van Dam:
"Vores fokus på træningslejren og til denne kamp var spillet med bolden, spil på tredjemand og vores backtracking - og i dag var en hård udfordring efter en meget hård uge på træningslejren. Men når du spiller dig frem til 12, 13, 14 chancer og misser et straffespark så er 3-3 ikke et godt resultat og vi må ikke tillade, at indkassere tre mål på deres omstillinger, hvor vores restforsvar og vores kommunikation var dårlig. Den enkelte spillers intensitet var rigtig god og høj, men det var ikke som et hold. Jeg kan derfor ikke sige, at spillerne ikke arbejdede hårdt, men vi skal spille mere som et hold og det er den proces, som vi er i og vi er allerede meget længere fremme end da vi startede sæsonen. Vi så også i sidste sæson, at dette hold tabte mange gange, når de kom bagud - i dag var vi bagud to gange og vi kom tilbage. Det er jeg også tilfreds med. Men ja, vi har trænet så hårdt i løbet af ugen og vi spillede mod St. Pauli i søndags, vandt 3-0 og spillede rigtig godt. Det var også formålet med at spille mod et lavere rangerende hold i dag, så vi kunne have en meget hård træningsuge og udfordre spillerne i denne kamp med tunge og trætte ben. Det var et mentalt aspekt, som spillerne skulle prøve at kæmpe med.
Et af fokusområderne for denne gruppe er, at vi skal forbedre spille med bolden og vi kan allerede se en væsentlig forbedring - også i træningen. I optakten til denne kamp brugte vi nogle klips fra træningsugen med dét i fokus og i dag var det også godt og jeg så nogle klare forbedringer i vores spil med bolden især i 1. halvleg og slutningen af 2. halvleg, men du bliver nødt til at score - og vi brændte alt for meget i dag. Et andet område er vores defensive omstillinger og der var vi ikke gode i dag. Det starter med organisering og kommunikation - og at vi ikke skal reagere hele tiden. Det har også været en af mine iagttagelser i opstarten - vi reagerer for meget. Det kan vi ikke tillade, når ligaen begynder og tempoet bliver højere. Vi bliver nødt til at være ét step foran så modstanderne skal reagere på hvad vi laver. Men vi er kun i den tredje uge og når du ser hvilke fremskridt vi allerede har gjort, og i kampen mod St. Pauli hvor vi er friske, så er jeg positiv.
"Næste uge står det igen på en hård træningsuge for drengene, mandag d. 14 august spiller vi en testkamp mod reserverne fra førsteholdet og så er vi klar til den første ligakamp lørdagen efter og der forventer jeg, at vi er på et højt niveau. Hvis du ser hvordan vi allerede har rykket os i opstarten og plusser det med to uger så bliver det godt. Og så har vi ingen skader. Magnus Søndergaard spillede sine første minutter i dag efter at have været ude i næsten et år og Adam Claridge træner fuldt med".
U17:
Brøndby U17 fortsatte de gode takter i opstarten og vandt med hele 6-0. Målene blev sat ind af Jacob Ambæk (to mål), Elo Sandersen (to mål), Mathias Werther og Sander Larsen. Mathias Werther, som er kommet til Brøndby forud for denne sæson, har vist sig rigtig godt frem i opstarten med to mål og en assist fra sin 8'er position og han er en meget dynamisk spiller, der kommer i feltet.
Cheftræner Viktor Kynde havde valgt følgende startformation:
Alexander Bejer-Andersen
Noah Kirkegaard, Gustav Ruby, Pelle Hoekstra, Magnus Buades
Casper Svart
Sander Larsen, Ali Al-Najar
Tahir Cevher
Ekene Chukwuani, Elo Sandersen
3point.dk tog ligeledes en snak med Viktor Kynde efter kampen:
"Efter en hård uge var denne kamp virkelig en kamp, hvor vi kiggede på alt muligt rundt om resultatet. Det var en kamp, som spillerne, helt bevidst, skulle spille med trætte ben og hvor vi stillede høje krav til deres fysik og at de mentalt kunne løfte opgaven. Dét at starte en kamp trætte, kunne spille den færdig og at kunne bevare den høje intensitet som vi gerne vil spille med selv når vi er trætte. Den del lykkedes vi til dels med. Det er bare svært, når man er stort foran og er helt smadret, at blive ved med at holde intensiteten oppe, blive ved med at sprinte i pres og blive ved med at accelerere spillet, når vi har bolden. Men det var det vi ville se fra spillerne og jeg synes det var okay i dag.
Vi har brugt rigtig meget af ugen på vores opbygningsspil med bolden, støttespil og spil på tredjemand. Der synes jeg vi har rykket os og det var egentlig også det, som vi lykkedes bedst med i dag. Så har vi haft fokus på vores omstillingsspil og der synes jeg, at vi stadigvæk har noget at gå på. Vores store udfordringer i dag var vores positioner i vores restforsvar i forhold til at kunne kvæle modstanderne, kunne holde det store tryk på vores modstandere, som vi gerne vil have og at være modige nok til at gå langt frem med vores forsvarsspillere så vi kan have et intenst genpres. Så det skal vi have kigget lidt mere på. Vores defensive omstillinger var ikke gode nok og det var især i vores første reaktion i genpresset og det var vores positioner - og vi blev ramt af alt for mange farlige situationer, som vi ikke må blive ramt af, når vi spiller ligakampe. Vi mangler lidt killer i at bryde boldene, turde gå frem, gå hårdere ind i duellerne.
I forhold til gruppen er det allerede en enormt sammensat gruppe. De kender hinanden i forvejen, de var også i sidste sæson eksempelvis sammen til en U16 turnering i Frankrig og de har haft deres daglige gang i Masterclass-kælderen sammen. Det virker også til at Mathias Werther, som er kommet til os, hurtigt er blevet en integreret del af gruppen.
Inden sæsonstart har vi på onsdag en træningskamp mod Holbæks U19 hold, hård træning og så en U16 kamp mod Lyngby inden vi møder Silkeborg i den første turneringskamp"