Masterclass' Mads Andersen: Jeg spiller med hjertet
Mads Juel Andersen er en vigtig del af Brøndbys U19-hold, hvor han er vigtig for sine holdkammerater - både på og uden for banen. Og fodbold, det spiller han al

Mads Juel Andersen er en vigtig del af Brøndbys U19-hold, hvor han er vigtig for sine holdkammerater - både på og uden for banen. Og fodbold, det spiller han altid med hjertet. I midterforsvaret på Brøndby IF's U19-hold render der et godt hjerte og et par talentfulde fodboldben rundt. Lemmerne tilhører 16-årige Mads Juel Andersen. Han har været i klubben siden han var 10 år. Dengang tog han en kammerat med til træning i Brøndby for første gang, fordi han ønskede at blive professionel fodboldspiller og det så han de bedste muligheder for i Brøndby. - Jeg startede med at komme på andetholdet. Men så gik der et år til halvandet, så kom jeg op på førsteholdet, siger Mads Andersen til 3point.dk. Når man taler med den unge stopper står det meget hurtigt klart, at man har med en dedikeret fighter at gøre. - Jeg selvtræner. Men man skal også have fokus på selve træningen. Man skal vide hvad det er man skal blive bedre til. Hvis der er noget man er dårlig til, så er det lige om at blive ude, 20 minutter eller sådan noget, også blive bedre til det, fortæller han til 3point.dk. David Luiz er så kold! Mads Andersen kan både spille back og i midterforsvaret. Sidstnævnte er dér, hvor det 190 cm. høje talent gør sig mest. - Jeg er en klog spiller. Jeg er god i opspillet og god til at læse spillet. Man kan godt sige, at jeg er en moderne forsvarsspiller. Og så har jeg heller ikke problemer i luftspillet. Hvis du har fået associationer til en vis brasilianer med en stor hårpragt, så er den ikke helt gal. Mads Andersen har nemlig et idol, der hedder David Luiz. - Jeg elsker ham. Han er så kold! Han kan godt lide at komme med frem i spillet og score mål. Hvis han har mulighed for det, så løber han bare med op og det synes jeg er fedt, siger Mads Andersen til 3point.dk. Den bedste holdkammerat I juni i år blev der uddelt kåringer på ungdomsholdene i Brøndby. Her blev blandt andet uddelt en Bevensee-pokal, som uddeles til en spiller, der har haft særlig stor betydning for sit hold - både på og uden for banen. Denne pokal gik til Mads Juel Andersen. - Jeg tror jeg har fået den pris, fordi jeg er god socialt og altid smilende. Jeg har altid en god indstilling. Jeg kan godt lide at være glad! Hvis andre er nede, så kan jeg godt lide at lave sjov og hive dem op igen, fortæller Mads Andersen om sin Bevensee-pokal. - Jeg spiller med hjertet. Jeg er en de kan tro på. Og jeg spiller altid for mit hold, slutter han. Næste fodboldmæssige udfordring for Mads Juel Andersen og holdkammeraterne er den 18. oktober, hvor holdet besøger Randers Freja.