3POINT
1729966269-BIF-Lyngbyu17(28of37).jpg

Michael Jakobsen

Nyheder26. okt. 2024

Masterclass: Chukwuani igen på pletten da U17 vandt med 4-1 over Lyngby

Brøndby U17 ramte ikke det højeste niveau i dagens kamp mod Lyngby, men præstationen rakte alligevel til en sikker 4-1 sejr mod Lyngby hjemme på bane 2.

3point person
Jakob Kjærgaard26. okt. 2024

Masterclass-indhold er præsenteret af 3point.dks venner

Vi har ingen partner på vores omfangsrige dækning af Masterclass - men vi har 3point.dks venner. Som medlem af 3point.dks venner støtter du vores arbejde og sikrer, at vi fortsat kan dække U/17 og U/19 intenst. Meld dig ind i dag og modtag en gratis t-shirt.

Efter en tur til Kroatien og deltagelse i en international turnering var Brøndby U17 atter hjemme i vante rammter, hvor det lørdag eftermiddag stod på ligakamp hjemme på bane 2 mod Lyngby. Cheftræner, Viktor Kynde, havde til udvalgt følgende startformation med hele syv førsteårssspillere:

Elias Medina (2009)
Malthe Mortensen (2009), Raphael Canut (2008), Gustav Ruby (2009), Mathias Schou (2009)
Ali Al-Najar (2008), Casper Svart (2008)
Elias Broberg (2009)
Julius Sonnenborg (2009), Ekene Chukwuani (2009), Sander Larsen (2008)

På bænken startede: Alexander Bejer (2008), Viggo Poulsen (2008), Tahir Cevher (2008), Mohamad Aliko (2009) og Jonas Gretlund (2009).

Brøndby havde en svær indledning på kampen mod et vel-indstillet Lyngbyhold. Lyngby gik højt i presset og stressede Brøndby i flere situationer til at lave u-karakteristisk mange opspilsfejl, som resulterede i, at Brøndby aldrig rigtig fik greb og kontrol om indledningen. Det var en kamp, som bølgede lige rigeligt imellem de to ender - og det var Lyngby, som, i denne periode af kampen, havde flest optræk til muligheder mod Elias Medina's mål. Det var derfor heller ikke helt ufortjent, at det var Lyngby, som efter et kvarters spil, bragte sig på 0-1. Det havde trukket op til et Lyngbymål i de forudgående minutter.

Uden at nå det højeste niveau overtog Brøndby dog mere og mere af teten og kontrollen efter Lyngbys føringsmål og entrerede flere gange Lyngbys felt, men Lyngby var stærke til at få blokeret indlæggene og afslutningerne fra Brøndbys offensive spillere. I Brøndbykredse har man snakket meget om en målfarlig angriber fra årgang 2008 i form af Jacob Ambæk, men på årgang 2009 løber der ligeledes en angriber rundt med mange mål i støvlerne, Ekene Chukwuani. Han har, som førsteårs U17-spiller, imponeret stort i indledningen af denne sæson med 7 mål i de første 6 kampe før dagens kamp mod Lyngby. Og heller ikke Lyngby formåede at holde "Chuk" fra fadet, da han efter en halv time scorede sit sæsonmål nr. 8. Ligesom det ikke var ufortjent, at Lyngby bragte sig i front var det heller ikke ufortjent, at Brøndby udlignede efter en periode i kampen, hvor de var bedst. Senere i 1. halvleg havde Brøndby fine muligheder til først Chukwuani og dernæst Elias Broberg. Det blev dog ikke til mere og holdene gik derfor til pause ved stillingen 1-1 efter en relativt lige 1. halvleg, hvor Lyngby i dén grad gjorde det vanskeligt for Brøndby, der heller aldrig ramte det højeste niveau.

Pausen benyttede cheftræner, Viktor Kynde, til at foretage en enkelt udskiftning. Tahir Cevher blev sendt på banen og han erstattede Casper Svart på den centrale midtbane.

I 2. halvleg satte Brøndby sig mere på kampen end de formåede i 1. halvleg - og der var lidt mere kontrol på kampen og spil på Lyngbys banehalvdel. I løbet af de første 10 min. af halvlegen var Brøndby tæt på et par gange - og begge gange var det med Malthe Mortensen i en af hovedrollerne fra sin position på højre back. Malthe Mortensen er en yderst spændende og moderne back med en vanvittig stor motor - og han kommer konstant i højintense løb på siden. Det gjorde han således også, da han lagde op til en stor chance til Elias Broberg, som dog fik afsluttet over mål. Og i minuttet efter var rollerne byttet om. Elias Broberg med et frispark til bagerste stolpe, hvor Malthe Mortensen kom højest, men fik lige akkurat sendt hovedstødet forbi den fjerneste stolpe. Brøndby var i teten og det var endnu engang tæt på et Brøndby føringsmål efter 73 min. Ekene Chukwuani fik vristet sig fri af sin direkte modstander og kunne derefter løbe direkte ned mod Lyngbys mål, men Lyngbys keeper fik afværget muligheden med en flot fodparade. Blot minuttet efter bragte Brøndby sig på 2-1 efter en noget kontroversiel situation, der gjorde Lyngbys spillere og stab stiktossede. I første omgang ramte Tahir Cevher overliggeren med en flot afslutning fra kanten af feltet. Bolden røg herefter op i luften og Lyngbys keeper hoppede op for at gribe bolden, men blev i situationen presset af Chukwuani i sådan en grad, at keeperen faldt ind i eget mål, men med bolden i hænderne. Hoveddommeren dømte mål. Linjedommeren flagede for frispark. Men efter længere tids snak mellem dommer og linievogter valgte hoveddommeren at pege på midterlinien - og dermed 2-1 til Brøndby. Få minutter efter var Chukwuani igen på pletten, og var først over en returbold fra Lyngbys keeper, som han sikkert sendte i mål.

Herefter kørte Brøndby sikkert kampen i mål. Det blev dog til lige til yderligere et mål i overtiden. Malthe Mortensen, som man ellers ikke skulle tro havde flere kræfter, tog endnu engang et af sit velkendte løb til baglinien, hvorefter han fandt Tahir Cevher med et cutback, som sendte bolden i mål til slutresultatet 4-1. Sejren var fortjent omend slutresultatet var lidt misvisende - kampen var tættere end resultattavlen viste efter de 90 min.

Næste opgave for U17-holdet er på tirsdag, når FC Midtjylland kommer på besøg på bane 2.

Kampen i tal:
15 min: 0-1 Lyngby
27 min: 1-1 Ekene Chukwuani
45 min: Tahir Cevher (ind) - Casper Svart (ud)
64 min: Sander Larsen gult kort
68 min: Mohamad Aliko (ind) - Mathias Schou (ud)
68 min: Jonas Gretlund (ind) - Julius Sonnenborg (ud)
75 min: 2-1 selvmål Lyngby
77 min: 3-1 Ekene Chukwuani
86 min: Ali Al-Najar gult kort
91 min: 4-1 Tahir Cevher

 

Mest kommenterede nyheder