3POINT
Nyheder14. aug. 2018

Masterclass' chefscout: Vores hovedsigte at finde spillere lokalt på Vestegnen

I august sætter 3point.dk fokus på Masterclass med en artikelserie, som omhandler livet i og omkring en af Danmarks største ungdomsfodboldafdelinger. I dag har

3point person
3point.dk14. aug. 2018

I august sætter 3point.dk fokus på Masterclass med en artikelserie, som omhandler livet i og omkring en af Danmarks største ungdomsfodboldafdelinger. I dag har vi talt med Christian Larsen, Masterclass’ chefscout, om tankegangen bag at hente spillere til klubbens ungdomsafdeling. At Brøndby Masterclass er en stor organisation er de færreste i tvivl om. Her samles unge fodboldspillere, som alle har samme drøm: At slå igennem på et af Danmarks største fodboldhold. Holdene i Brøndby Masterclass består af en blanding af unge drenge fra det meste af området omkring Brøndbyerne, men nogle gange kan det være nødvendigt for Masterclass at supplere op med spillere udefra. Her kommer scoutingafdelingen ind i billedet. Vi har tidligere talt med Christian Larsen, chefscout i Masterclass, og det interview kan du læse her. Nu har han været i jobbet i et år, og han er glad for at være, hvor han er. -Jeg er meget glad for at være i Brøndby. Jeg synes det har været et lærerigt år, og et rigtig godt år. Der er rigtig mange gode ting i gang, og jeg arbejder tæt sammen med en masse gode folk, så jeg er også meget fortrøstningsfuld for fremtiden, fortæller han til 3point.dk. Udover at være leder for en scoutingafdeling på 8-10 scouts, der sendes ud i hele landet for at være synlige og se fodboldkampe, har Christian Larsen også mange andre kasketter. - Jeg snakker meget med vores samarbejdsklubber, og jeg er ude og se en masse fodboldkampe. Derudover har jeg en masse snakke med vores andre scouts, og så selvfølgelig med de ledere og trænere, der er i klubben, der er det også vigtigt at jeg er med ift. hvilke spillere vi har i Brøndby og hvilke spillere, vi evt. skal tilknytte. Derudover holder jeg møder med nye spillere også. Jeg arbejder meget tæt sammen med Kim Vilfort om den del, og vi fordeler nogle opgaver mellem os. Jeg har specielt den yngre del, hvor Kim er lidt mere inde over den ældre del af spillerne. Scouting på Vestegnen Når Christian Larsen og teamet kigger på fodboldspillere, behøver de ikke tage langt væk. Det er nemlig vigtigt for Brøndby IF at have en stærk lokal identitet. - Der er ingen tvivl om, at vi starter lokalt og kigger på Vestegnen. Det er vores hovedsigte, at finde spillerne lokalt. Derfra bliver det Sjælland og hele Danmark primært, men det kan også godt være i udlandet. Men du kan også se på trupperne, at det er kun, hvis der er noget ekstraordinært, som vi synes vi ikke kan lade være med. Men selvfølgelig er der også nogle spillemæssige kriterier, der skal opfyldes, før man vælger at hente en ung spiller til Masterclass. Mange af kriterierne hænger uløseligt sammen med den måde, førsteholdet spiller fodbold på. - I strategi 6,4 har vi konstant presfodbold som en måde, vi gerne vil spille på, og vores ældste hold spiller også på den måde. Jo ældre de er, jo mere skal vi kunne se i dem af den måde, Brøndby gerne vil spille på. Det vil vi jo også gerne hos de yngre, men der er de bare for tidligt i deres fodboldudvikling, så der er det ikke de primære ting. Hos de lidt ældre spillere, skal tegningerne gerne være der. Hos de yngre, kan vi have en fornemmelse, men der er andre ting, der fylder dér. Det kan være spilintelligens og nogle af de fysiske aspekter, men også spilletyperne. Personligheden fylder selvfølgelig også noget, men det gør det hele vejen. Det mentale er en stor del af det, så der er vi absolut også med. - Vi går efter spillere, som har potentialet til at nå førsteholdet. Der skal være en længere plan med de spillere, vi henter til Brøndby. Det samme med de spillere, der er i Brøndby. Der skal også være en plan for, hvordan de skal udvikle sig for at komme op på førsteholdet. Det er det, der er hovedmålet i talentudviklingen her. Har scoutingteamet først fundet en spiller, de vil have, går de i dialog. Og her forsøger de at få alle dele med – både spiller, klub og familie. -Vi har en dialog med hans klub, og senere med forældrene og spilleren. Så er det jo lige så meget, at de kan se sig selv fungere i Brøndby og i den måde, vi gør tingene på. Det handler om at fortælle hvilken størrelse vi er, hvad det er vi kan og hvordan vi arbejder. Det skal gå hånd i hånd, at vi skal ville spilleren, og spilleren skal ville os, og kan se sig selv i Brøndby. Overordnet set er Brøndby Masterclass en stor maskine, men Christian Larsen føler også, maskinen er velsmurt og velkørende. - Jeg synes, at vi igen har fået en meget stærk identitet. Vi er selvfølgelig også styrket ift. ungdomsarbejdet, der synes jeg vi er blevet tydeligere i retningen vi vil gå i, og måden vi vil gøre tingene på. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til de kommende årgange, ift. spillere på førsteholdet. Næste afsnit af Fokus på Masterclass udkommer i morgen.

Mest kommenterede nyheder