Masser af mål, da Brøndby fik et point i Farum
FC Nordsjælland og Brøndby IF plejer at levere festfyrværkerier og målfester, når de to hold mødes. Søndag blev det endnu engang underholdende på Right To Dream

FC Nordsjælland og Brøndby IF plejer at levere festfyrværkerier og målfester, når de to hold mødes. Søndag blev det endnu engang underholdende på Right To Dream Park, da de to hold spillede 2-2. FOTO: Teis Markfoged 20. Så mange mål er der scoret, de sidste fire gange Brøndby IF har gæstet Right To Dream Park i Farum. De to hold er nærmest garanter for en målfest, så det sad de fleste nok og forventede, da kampen blev fløjtet i gang klokken 18. Forventningerne blev ikke mindre, da Brøndby IF kun skulle bruge fem minutter på at komme foran. En hjørnesparksbold blev slået langt, hvor Andreas Maxsø kunne heade den tilbage mod det lille felt, hvor 18-årige Anis Ben Slimane steg til vejrs og pandede sin første Superligascoring ind. Og da Simon Hedlund to minutter senere fik en friløber efter en super aflevering fra Hjörtur Hermannsson, fik forventningerne et nøk mere. Hedlund sparkede dog lige på keeper Nicolai Larsens fod, og stillingen blev ved 0-1. Men målfesten lå bestemt og lurede. Men så springer vi lige en halv time frem i kampen. Ingen af holdene har reelt haft en chance siden det syvende minut, og selvom Brøndby har siddet på det meste af spillet, har hjemmeholdet også været lige ved og næsten i nogle situationer. Mikkel Rygaard fik i to omgange sparket et frispark fra kanten af feltet lige i Brøndby-muren, så da hjemmeholdet fik en lignende mulighed, gav Rygaard stafetten videre til Mikkel Damsgaard - og så lå kuglen i nettet. 1-1, og der var tændt en lille gnist i håbet om endnu en målfest. Og minsandten om ikke gnisten blev tændt yderligere fem minutter senere, da Simon Hedlund nok engang fik sig en friløber, denne gang efter en god stikning fra Josip Radosevic. Hedlund driblede udenom Nicolai Larsen, men trækket blev en anelse for langt. I stedet vendte han rundt og lagde den til rette for Samuel Mráz, som bankede bolden op i nettaget. De to hold kunne gå til pause med tre scoringer, 2-1 til Brøndby, og efter en underholdende affære. Der skulle bare gå et minut af første halvleg, før det igen brændte på. Velspillende Jens Martin Gammelby trak til baglinjen og lagde en flad aflevering ind foran mål, hvor Samuel Mráz fik fyret en fornuftig afslutning afsted, men Nicolai Larsen diskede op med en flot, flot redning. Hjemmeholdet viste i langt højere grad tænder efter pausen, og efter en times spil kom de frem til deres første gennemspillede mulighed, da Kamal-Deen afdriblede Jens Martin Gammelby og sendte et knaldhårdt indlæg ind foran mål, hvor der dog ikke kom en angriber. Men de fastholdt angrebet, FC Nordsjælland, og det gav pote, da Mohamed Kudus og Isaac Atanga kombinerede udenfor feltet. Atanga tog et træk mod feltet og sparkede fladt mod mål, og skuddet sad så yderligt, at Schwäbe ikke kunne nå det. 2-2, og så var alt åbent - og målfesten var efterhånden en realitet. Men ligesom i første halvleg, så var et hurtigt mål og en chance ikke ensbetydende med, at kampen kunne fortsætte i et chancehav. Til gengæld fik Brøndby stille og roligt stillet sig bedre og bedre til rette for hjemmeholdets mange angreb, og så døde de fleste offensive aktioner inden de for alvor blev farlige. Men det lå til FC Nordsjælland, som var spilstyrende efter pausen, og som hele tiden sværmede omkring Brøndbys felt. Men de blev ikke for alvor farlige, og da Brøndby heller ikke blev det, delte de to mandskaber. Med pointdelingen holder Brøndby lige nøjagtig FC Nordsjælland bag sig i tabellen.