Teis Markfoged
Martin Retov forlænger med Brøndby IF
Assistenttræner Martin Retov har forlænget sin kontrakt med klubben.

Martin Retov er en klubmand, det kan der vidst ikke stilles mange spørgsmålstegn ved. Men der har været stillet spørgsmålstegn ved Retovs fremtid, for assistenttræneren stod med kontraktudløb til sommer.
Det gør han dog ikke længere, for Brøndby IF skriver på sin hjemmeside, at Retov og klubben er blevet enige om en forlængelse. Historien melder ikke hvor lang en forlængelse, han har skrevet under på.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller:
- Vi er glade for, at Martin fortsætter som en del af trænerteamet, da han dagligt bringer sin store faglige viden og erfaring i spil, hvilket bidrager til den stærke træningskultur i Brøndby IF . Derudover, så er ingen i tvivl om, at Martin som person er utrolig vellidt i hele klubben, og han forstår, hvad der kræves for at spille for Brøndby IF, så vi er glade for, at Martin fortsætter, siger CV til klubbens hjemmeside.
Retov står søndag eftermiddag på sidelinjen med resten af trænerteamet, når Brøndby møder Viborg i Mesterskabsspillet i Superligaen.