3POINT
Marinus Løvgren Larsen

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder26. mar. 2022

Marinus Larsen: Vores muligheder er gode

Marinus Løvgren Larsen og det danske U/19-landshold spiller lørdag aften en vigtig kamp ved Elite Round. Midtbanespilleren ser Danmarks muligheder for at gå videre som gode.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen26. mar. 2022

Lørdag aften skal det danske U/19-landshold spille en vigtig kamp ved Elite Round i Spanien, hvor de dyster med værtslandet og Østrig om en EM-billet. Midtbanespilleren Marinus Løvgren Larsen er afsted med landsholdet, og det er noget helt specielt, understreger han.

- Det betyder utrolig meget, særligt når det er en slutrunde og der er noget på spil. Det er også bare fedt at kunne repræsentere sit land. Det er altid noget specielt at trække den rød/hvide trøje over hovedet, siger Larsen til 3point.dk.

Danmark spiller lørdag mod Østrig og Brøndby-spilleren ser mulighederne for at komme med til EM som gode.

- Jeg ser vores muligheder som gode. Østrig og Spanien spillede uafgjort i den første kamp, hvilket er et rigtig godt resultat for os. Vi har en god historik og har vundet mange kampe, så jeg ser faktisk vores muligheder som rigtig gode. 

- Vi går efter at starte godt. Vi har trænet rigtig godt og vi har haft lidt flere dage at træne i, end vi plejer. Vi står godt rustet, så jeg regner med at vi kan tage en sejr. Vi glæder os og kommer alle sammen til at give alt, hvad vi har. Vi har et hold med mange individuelle kvaliteter, men gør det også rigtig godt sammen som hold, selvom der også er mange nye med. Vi har et godt sammenhold, hvor alle snakker med alle. Vi har en god gruppe.

På U/19-holdet i Brøndby har Marinus Larsen også haft en god sæson, hvor han har bidraget med 11 mål og tre assist. Han nærmer sig en tilværelse på førsteholdet og er glad for sin udvikling.

- Det er det, der viser ens værd. Man skal kunne træne med Superliga-holdet og være med omkring nogle kampe der, men så gå ned på U/19-holdet og gøre det rigtig godt også. Det kan være svært, men det er noget, som jeg lægger meget vægt på.

- Det går generelt utrolig godt. Jeg får trænet lidt med Superliga-truppen. Jeg vil gerne træne endnu mere med, men jeg udvikler mig godt og har haft en rigtig god sæson indtil videre, hvor jeg også har scoret en del mål. Så jeg arbejder bare videre og gør alt hvad jeg kan hver evig eneste dag. Det kører på skinner, slutter han.

Marinus Løvgren Larsen er formentlig i spil til en startplads for U/19-landsholdet lørdag aften, men han har dækket flere forskellige positioner for Danmark, så det er endnu uvist, hvor han kommer til at spille.

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder