Marcos Ureña sigter mod weekenden
Marcos Ureña er ny angriber i Brøndby. Mandag havde han første træningsdag i klubben og han sigter mod at blive klar til weekenden efter en skulderskade. Da Brø

Marcos Ureña er ny angriber i Brøndby. Mandag havde han første træningsdag i klubben og han sigter mod at blive klar til weekenden efter en skulderskade. Da Brøndby sendte Jonas Borring til FC Midtjylland, røg 26-årige Marcos Ureña den anden vej i en byttehandel klubberne imellem. Den costaricanske angriber havde mandag første træningsdag i sin nye klub, men havde allerede noget med dem at gøre søndag. - Jeg så dem spille i Silkeborg. Jeg var der sammen med holdet og tog med dem tilbage til København. Det var super varmt, men drengene spillede godt og det var en god sejr, siger Ureña til 3point.dk. Angriberen har den seneste tid døjet med en skulderskade og han tror derfor ikke rigtig på, at han er i spil til torsdagens kamp mod Hertha Berlin. Men han satser på at være klar til weekenden, hvor Brøndby møder AC Horsens. - Jeg tror ikke jeg er klar allerede torsdag, for jeg har døjet med en skulderskade. Jeg skal blive fit nu, så jeg er klar til weekenden. Det arbejder vi på nu og så må vi se hvad der sker, siger han og lægger ikke skjul på, at han drømmer om at vinde noget til klubbens fans: - Klubben har nogle fantastiske fans og de fortjener at vinde noget. Da jeg kom her som modspiller, var jeg meget imponeret. Den type fans er ikke normale i Danmark. De har savnet at vinde noget og det synes jeg de fortjener. Marcos Ureña har spillet 42 landskampe for Costa Rica og scoret 10 mål.