Mange tilskuere så Brøndby U/19 vinde stort mod FC Midtjylland
Forud for Brøndby IF's kamp mod Randers FC, tog U/19-holdet imod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland. Det var derfor også en overraskelse, at Brøndby vandt

Forud for Brøndby IF's kamp mod Randers FC, tog U/19-holdet imod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland. Det var derfor også en overraskelse, at Brøndby vandt med hele 3-0. Det var ikke en prangende kamp, men de blå/gule fik nogle vigtige point. Mange fans havde taget turen ud til bane 27, hvor kampen blev afviklet. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby havde senest tabt mod Vejle Boldklub, og det var derfor vigtigt for de blå/gule at svare igen i dag. Mange fans var troppet op for at støtte de blå/gule, og de fik en sejr at se på. Kampen blev afviklet på bane 27, som er den bagerst bane i Brøndby. Det var derfor en god gåtur, de mange Brøndby-fans havde været på. Joakim Mattsson havde valgt følgende 11 fra start:
Mads Hermansen
Victor "Viggo" Sørensen - Oscar Salling - Luke Singh - Jacob Rasmussen
Peter Bjur - Anis Ben Slimane - Andreas Pynt (A) - Lucas Balck
Mathias Kvistgaarden - Roni Arabaci
Det var ikke en kamp, hvor Brøndby lignede et hold, der ville vinde stort. I første halvleg så FC Midtjylland bedst ud, men den halvleg sluttede alligevel 0-0. I anden halvleg var Brøndby kyniske, mens FC Midtjylland havde problemer med at prikke bolden i kassen. Det endte ud i en 3-0-sejr til hjemmeholdet. SE OGSÅ: Galleri: Flot opbakning og flot sejr, da Brøndby U/19 besejrede FCM med 3-0
Tændt Brøndby-hold trådte ud til anden halvleg
Det var en kedelig første halvleg, hvor der ikke skete meget. FC Midtjylland havde kontrollen, men uden at være rigtig farlige. De to hold gik derfor til pause uden scoringer. Anden halvleg var med Brøndby-briller noget sjovere end den første. De blå/gule kom flot ud til kamp efter pausen, hvor Peter Bjur og Victor Sørensen i samarbejde brød flot igennem i højresiden. Bolden blev sendt ind mod bagerste stolpe af Victor Sørensen, hvor Lucas Balck fik den prikket ind til 1-0. Det var igen en kamp i U/19-rækken, hvor Anis Ben Slimane skilte sig positivt ud. Det var ikke fordi midtbanespilleren lavede spektakulære ting, men Slimane skiller sig ud fysisk, og det gør ham virkelig vigtig centralt i banen. Hans coolness skal også fremhæves. Det er meget sjældent, at de afleveringer han sender afsted, ender uden en modtager. Selv når han er presset. FC Midtjylland havde en 'Onuachu'-ligende type med i Jibril Abubakar, og selvom han var et hoved højere end Slimane tabte han alligevel flere dueller til Brøndbys nummer 8.
To hurtige mål lukkede kampen definitivt
Brøndby kom som tidligere nævnt stærkere ud til anden halvleg, dog uden at være overlegne. Men Mathias Kvistgaarden scorede alligevel et overlegent mål. U/19-holdets nummer 9 viste overblik, da han spottede en midtjysk keeper, der var lidt for langt ude af målet. Angriberen fik straks flugtet bolden afsted fra kanten af feltet, og det føltes som om, at den svævede i meget lang tid, før Brøndby-spillererne kunne juble over endnu et mål. De blå/gule var dog ikke færdige her. Der skulle kun gå to minutter, før Brøndby fangede FC Midtjylland på det forkerte ben. En bolderobring på midten af banen sendte Brøndby afsted i en omstilling, hvor Roni Arabaci modtog bolden. Han kom forbi midtjydernes målmand, hvilket gjorde at en forsvarsspiller måtte ned i en glidende tackling for at blokere bolden. Han kom dog til at blokere med sin arm og det gav Roni Arabaci et straffespark. 10'eren sparkede selv, og den blev sat stensikkert i nettet.
Brøndby trak ned i tempo
Det var ikke en flot kamp fra 3-0-målet. Brøndby vidste godt, at der var lang vej tilbage for midtjyderne, så der blev sparet lidt på kræfterne. Det gav FC Midtjylland kontrollen tilbage, men det var ikke noget, som ulvene fik omsat til mål. Brøndby blev kun udfordret rigtigt én gang i den sidste halve time. Indskiftede Doguhan Arial fra FC Midtjylland tog en rigtig flot soltur gennem Brøndbys forsvar, før han smed bolden forbi den bagerste stolpe. Det var en stor mulighed, og det havde nok været kampens flotteste mål, hvis der var blevet scoret der. Oscar Salling var en vigtig mand i anden halvleg, da han stod for clearing efter clearing i luften. Det var over for nogle høje modstandere, og det sørgede for lidt mindre arbejde til Mads Hermansen i buret. Det var en fortjent sejr til Brøndby overordnet set, selvom resultatet måske er lidt misvisende. Brøndby var ikke vildt overbevisende, selvom de vandt kampen. De var kyniske, og det er vigtigt i fodbold. De to 8'ere på Brøndby-holdet blev meget vigtige i dag. Anis Ben Slimane med sin fysik og teknik, samt Andreas Pyndt med sit fremragende overblik, som flere gange åbnede spillet i pressede situationer. Kampen i tal: 47. minut: 1-0; Lucas Balck (Victor "Viggo" Sørensen) 60. minut: 2-0; Mathias Kvistgaarden 61. minut: Doguhan Arial IND/Tobas Andersen UD (FCM) 62. minut: Jagvir Singh IND/Mathias Kvistgaarden UD (BIF) 64. minut: 3-0; Roni Arabaci (straffe) 66. minut: Frederik Christensen IND/Antonis Martis UD (FCM) 71. minut: Mikkel Eslund IND/Roni Arabaci UD (BIF) 77. minut: John Ndjate IND/Hanus Sørensen UD (FCM) 77. minut: Laurids Andersen IND/ Lucas Balck UD (BIF) 84. minut: Gult kort til Luke Singh (BIF) Brøndby er nu nummer 3 i U/19-ligaen, mens FC Midtjylland er helt nede på 11. pladsen.