Malthe J.: Jeg har niveauet til førsteholdet i Brøndby
Malthe Johansen er vendt hjem til Danmark efter sit lejeophold i FC Porto. Om fremtiden ligger i Portugal eller Danmark er endnu uvist, men Malthe Johansen mene

Malthe Johansen er vendt hjem til Danmark efter sit lejeophold i FC Porto. Om fremtiden ligger i Portugal eller Danmark er endnu uvist, men Malthe Johansen mener, at han har niveauet til førsteholdsfodbold i Brøndby. 19-årige Malthe Johansen har i denne sæson været udlejet til portugisiske FC Porto, hvor han har været fast mand på klubbens U19-hold, som blandt andet har slået Real Madrid ud af ungdommens svar på Champions League. Lejeopholdet har ikke altid været lige let for Brøndby-drengen, som ærligt fortæller om sin sæson til 3point.dk: - Det kræver en god psyke, for du bliver lidt kastet ud i det. Især når du kommer til et land, hvor du ikke kan sproget. Det gør det endnu sværere indtil du får det lært. - Men man skal agere, som man altid gør. Man skal arbejde stenhårdt og være åben overfor at lære et nyt sprog og en ny fodboldkultur at kende. Især i et land som Portugal skal du være klar på at der er mange der følger med og vil have at du skal præstere, også selvom det "kun" er U19. Alle kampene blev vist i TV og aviserne skrev meget, også noget som nogle gange ikke passede. Stor udvikling som menneske og som fodboldspiller Lejeopholdet i FC Porto har rykket Malthe Johansen, både på det menneskelige og på det fodboldmæssige plan. Han ser generelt tilbage på et fantastisk år. - Jeg har rykket mig både som spiller og menneske. På det menneskelige plan har jeg lært utroligt meget. Jeg har mødt mange vidt forskellige kulturer, har mere eller mindre lært et nyt sprog og har været ude og klare mig på egen hånd. At prøve alt det giver nogle redskaber til at kunne kapere en masse ting både på og udenfor banen, forklarer han og fortsætter: - I Portugal er der er en lidt anderledes fodboldkultur. Selv til U19-kampe er der pres på fra tilskuere fra begge lejre, og medier der skriver om dig når man gør det godt, men også når man gør det mindre godt. Jeg har lært at spille under pres, spille hurtigere og så har jeg i det hele taget bygget et ekstra lag på mit spil. Så hvis man kun kigger på de to ting, så har det været et fantastisk år, for udviklingsmæssigt er det kun gået en vej. God nok til førsteholdet i Brøndby Lige nu er Malthe Johansen tilbage i Danmark og i går spillede han kamp med Brøndbys reservehold. Det er dog ikke nødvendigvis lig med, at fremtiden ligger på Vestegnen, for der er endnu ikke taget nogle beslutninger i forhold til om Johansen skal spille i Brøndby eller Porto i næste sæson. Portugiserne har sikret sig en købsoption. - Jeg gør mig mange overvejelser om fremtiden. Jeg ved ikke så meget endnu, men der er nogle forskellige faktorer der spiller ind, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på endnu. Jeg håber på en afklaring snart, men jeg har ikke travlt med noget. Lige nu træner jeg lidt med holdet i Brøndby og holder lidt ferie. 19-årige Johansen føler dog, at han har niveauet til at spille på førsteholdet i Brøndby, hvis det er dét fremtiden bringer. - Jeg føler helt klart, at jeg både har niveauet mentalt og spillemæssigt til at kunne begå mig på førsteholdet i Brøndby, men samtidig ved jeg jo også at der er spillere foran mig lige nu, siger han afslutningsvis til 3point.dk. Malthe Johansen startede mandag inde for Brøndby-reserverne, som slog FC Vestsjælland med 4-0.