Magnus Warming: Jeg fik lidt nerver på
Magnus Warming havde sommerfugle i maven, da han startede inde for Brøndby IF i Reserveligaen mod Lyngby BK. Alligevel leverede U/17-talentet en fornem indsats

Magnus Warming havde sommerfugle i maven, da han startede inde for Brøndby IF i Reserveligaen mod Lyngby BK. Alligevel leverede U/17-talentet en fornem indsats på den offensive midtbane. Brøndbys talentfulde offensivsspiller Magnus Warming fra klubbens hold i U/17-Ligaen fik mandag sin seniordebut, da de blå/gule vandt en sikker sejr over Lyngby i Reserveligaen. Lidt overraskende for ham selv skulle Warming starte inde. - Jeg fik lidt nerver på, da jeg ikke havde regnet med at starte inde, men så snart kampen var i gang, så følte jeg, at det var en kamp, der skulle spilles ligesom alle andre. Jeg fik ikke noget at vide, som var decideret til mig, men mest om taktik, presspillet og så videre, siger Magnus Warming til 3point.dk her dagen efter kampen. 16-årige Warming startede som nævnt inde og fik de første 67 minutter på 10'er-positionen. På trods af sommerfuglene i maven greb Brøndby-talentet chancen, spillede en fremragende kamp og var blandt andet kraftigt medvirkende til den første blå/gule scoring.
Klar forskel på U/17- og reserveholdet
- Jeg følte, at jeg skulle ud og vise mig frem, men der var selvfølgelig lidt nerver på. Da vi var i gang, så var det dog som sagt en helt normal kamp som alle andre, lyder det beskedent fra Magnus Warming, som dog godt kunne mærke stor forskel på senior- og U/17-bold. - Fysisk er der klart forskel på U/17- og reserveholdet. Jeg kunne godt mærke. at der blev gået hårdere til den i duellerne. Tempoet var også højere, end den er på U/17. Der blev spillet noget hurtigere med bolden, forklarer Warming afslutningsvis. Allerede på lørdag kan man opleve Magnus Warming og resten af Brøndbys bedste U/17-mandskab i aktion, når de blå/gule åbner foråret i U/17-Ligaen med en hjemmekamp mod HB Køge. Der er kick-off kl. 12:00.