Teis Markfoged
Magnus Ravn: Jeg vidste med det samme, at det var det rigtige valg
Magnus Ravn er denne vinter skiftet fra Brøndby IF til Fremad Amager. Den nu tidligere Brøndby-spiller forklarer hvorfor og ser tilbage på sin tid hos de blå/gule på Vestegnen.

Tirsdag i denne uge blev det offentliggjort, at Magnus Ravn rykker fra Brøndby Masterclass og vestegnsklubbens hold i U/19-Ligaen til Fremad Amager, som spiller i NordicBet Liga. Ravn havde kontrakt med de blå/gule til næste sommer, men skifter allerede her i vintervinduet.
- Jeg har valgt at skifte i dette transfervindue, fordi jeg så en mulighed for at komme ud at spille seniorfodbold tidligere. Da jeg så fik muligheden for en kontrakt i et seniormiljø, vidste jeg med det samme, at det var det rigtige valg, siger Magnus Ravn til 3point.dk og ser tilbage på sin tid i Brøndby IF.
- Jeg har været i Brøndby af to omgange, som svarer til næsten syv år i klubben. Jeg har spillet fra U/13 til U/19 i Masterclass. Jeg kan tage mange ting med fra Brøndby, men det, jeg altid vil have med mig, er de mange turneringer, vi har været til, og mange fede ture, hvor der blev skabt stærke venskaber og relationer.
- Jeg vil gerne sende en speciel tak til årgang 03, som jeg har spillet med fra U/13. Vi har været gennem mange opture og nedture i Brøndby, men har hele vejen igennem haft det mega fedt sammen, og det er jeg meget taknemmelig for.
I Sundby Idrætspark kommer Ravn til at være holdkammerat med en håndfuld spillere, som også har en fortid i Brøndby IF. Jacob Pryts Larsen, Pierre Kanstrup, Emil Staugaard og Markus Bay samt Michael Lumb, der foretager samme skifte denne vinter.
Desuden er Ole Bager Nielsen holdleder hos Fremad Amager og John Ranum Jensen tilknyttet klubbens talentafdeling. Begge har en mangeårig fortid i Brøndby Masterclass og i Brøndby IF i det hele taget.
Magnus Ravn og Fremad Amager har papir på hinanden fem til og med den 30. juni 2024.