Mads Juel: Zorniger inspirerer meget
Unge Mads Juel Andersen nyder tilværelsen under Alexander Zorniger, som inspirerer ham meget og som han glæder sig til at udvikle sig under. 18-årige Mads Juel

Unge Mads Juel Andersen nyder tilværelsen under Alexander Zorniger, som inspirerer ham meget og som han glæder sig til at udvikle sig under. 18-årige Mads Juel Andersen er yngste mand i Superliga-truppen, som han er blevet en permanent del af denne sommer. Her nyder han den nye spillestil og at lære noget nyt, og søndag eftermiddag blev det til 90 minutter i træningskampen mod Næstved. - Den er hårdere end hvad jeg har været vant til, men jeg synes også den er federe. Det er fedt, at backen skal gå op, og så skal vi (midtstopperne, red.) bare følge med ud. Det kan jeg godt lide. Vi skal selvfølgelig løbe en del mere, men det er fint. Jeg synes det er super fedt at lære noget helt nyt, siger den unge midtstopper til 3point.dk. Der er blevet sagt og skrevet meget om hvad spillerne på de forskellige positioner skal kunne i Alexander Zornigers system. Mads Juel kender systemet selv og mener især det er vigtigt for de centrale forsvarsspillere, at de er forudseende. - Som midtstopper er det vigtigste at være forudseende og at vi læser spillet godt. Og så skal vi også kunne løbe. Han (Alexander Zorniger, red.) vil gerne have hurtige spillere, men jeg føler også, at hvis man er forudseende og et step foran, så kan man sagtens følge med. Mads Juel fortæller ligeledes, at han glæder sig til at udvikle sig under den tyske træner, som inspirerer ham meget. - Han er en god træner, kan jeg allerede mærke. Jeg har ikke haft så mange samtaler med ham endnu, men han inspirerer mig meget og jeg synes han er en rigtig god træner. Jeg glæder mig til at lære endnu mere og jeg er sikker på, at han kan lære mig rigtig meget. Mads Juel Andersen er 18 år gammel og kommer fra klubbens egne ungdomsrækker. Lær ham og to andre talenter lidt bedre at kende her.