Mads Jørgensen og det gyldne Brøndby-hold, hvor Laudrup alligevel altid var den bedste til træning
Mads Jørgensen oplevede at være i Brøndby i to omgange og begge gange kastede det et mesterskab af sig. Vi har talt med ham om dét mål i Parken, det gyldne hold

Mads Jørgensen oplevede at være i Brøndby i to omgange og begge gange kastede det et mesterskab af sig. Vi har talt med ham om dét mål i Parken, det gyldne hold i 04/05 og at Michael Laudrup alligevel altid var bedst til træning. FOTO: brondby.com Du skal nok få lov at genopleve det. Dét mål, der sikrede Brøndby 1-1 i Parken og dermed mesterskabet tilbage i 2002. Dén scoring, Mads Jørgensen senere er blevet spurgt ind til igen og igen. Denne julekalender er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. Læs mere om dem og deres tilbud til 3point.dk's læsere her. For det er nemlig Mads Jørgensen, der gemmer sig bag låge nummer 13 i vores store julekalender, som både byder på længere interviews med tidligere og nuværende Brøndby-spillere. Så for at få det ud af verden, får Mads Jørgensen lige det spørgsmål til at starte med, som han er blevet stillet rigtig mange gange: Hvordan er det at huske tilbage på den scoring i Parken, som sikrede mesterskabet? - Det spørgsmål er jeg blevet stillet en del gange i løbet af de sidste 15 år. Men det bringer stadig lidt gåsehud frem, at tænke tilbage på den fornemmelse. Det er selvfølgelig det, jeg bliver husket for og det er helt fair. Det er jeg glad for. Så her får du det. Værsågod at få gåsehud.
Dermed endte mesterskabet som bekendt i Brøndby. Årene og den seneste tid op til den vilde scoring i Parken, gjorde, at det også var meget forløsende for Jørgensen og holdkammeraterne, endelig at kunne kalde sig danske mestre. - Alle mesterskaber er jo vigtige, men jeg kan sagtens huske sæsonen. Det var mit første år i Brøndby. Hele den sæson var en stor oplevelse for de fleste af os spillere. Nu mangler vi det endnu mere, men dengang var det tre år siden sidst, og det var meget dengang. Det var stort for klubben og os spillere. - Vi havde smidt et kæmpe forspring væk og træneren (Åge Hareide, red.) gik, blev sparket, eller hvad han nu gjorde, men alligevel endte vi med at ro den i land. Derfor var det også en forløsning. Til udlandet og hjem igen Mads Jørgensen tog fra Brøndby på udlandseventyr i 2003 efter to sæsoner i den gule trøje. I vinteren 2005 vendte han tilbage til klubben på Vestegnen, hvor han var med til at vinde guld igen. I ligmed med flere af sine holdkammerater i den sæson, var Mads Jørgensen altså en af de Brøndby-spillere, der vendte ud, for at vende hjem igen. - Jeg kom tilbage til Brøndby, efter at have været et smut i udlandet. Man har det godt i Brøndby. Der er fantastiske faciliteter, gode mennesker og gode fans. Det er en kæmpestor klub i Danmark. Det er noget specielt. - Den støtte man får, også når man som Brøndby-spiller er på udebane, er jo helt exceptionel. Det er der ingen andre klubber i Danmark der har, så der er klart noget specielt ved at spille i Brøndby. - Det er de to bedste perioder i min fodboldkarriere. Den anden periode blev lidt ødelagt af skader, men det er absolut højdepunkterne i min karriere. Nu 37-årige Mads Jørgensen tænker også tilbage på en to europæiske opgør mod Ajax, som var sjove at spille. - Jeg var med i de to kampe mod Ajax i 2005, hvor vi var ret tæt på at komme i Champions League, men fejlede i anden halvleg i Amsterdam. Der synes jeg, at vi ramte et rigtig højt niveau og kunne godt have slået Ajax, som havde et fantastisk godt hold på det tidspunkt. Det vidste vi måske ikke helt på det tidspunkt, men det har vi kunne se efterfølgende. Det var i 2005. 2-2 var resultatet blevet på hjemmebane, men på udebane endte det med et 3-1-nederlag, efter Johan Elmander ellers havde givet Brøndby en drømmestart. Men Ryan Babel og Wesley Sneijder gjorde det onde ved de blågule i anden halvleg. Derudover havde Ajax også spillere som Nigel de Jong, Steven Pienaar, Urby Emanuelsen og Markus Rosenberg med. Men lad os lige blive ved 2005... Det gyldne hold i 04/05 Mads Jørgensen skiftede som tidligere nævnt tilbage til Brøndby i vinteren 2005. Her blev han en del af et gyldent Brøndby-hold, som imponerede alt og alle og vandt The Double. - Vi vandt kæmpestort over FCK. 5-0-kampen. Hele forårssæsonen var exceptionel og vi havde så godt et hold. Hvis et hold kan matche det FCK-hold, der findes nu, så er det dét hold vi havde i 04/05-sæsonen, siger Jørgensen. - Det var skide sjovt at være en del af. Vi spillede godt og vandt rigtig mange kampe, jeg kan huske huske 7-0-kampen mod Herfølge. Det er det bedst spillende hold, jeg har været med på. Vi havde rigtig gode individuelle spillere blandt andre Daniel Agger, Morten Skoubo, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg. Det er den periode, vi alle sammen husker dem fra. - Når man kigger tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at det er et af de bedre Brøndby-hold der har været. Jeg vil ikke sammenligne med holdet i 90'erne, for det var exceptionelt. Men det var ikke kun på fodboldbanen, der var styr på tingene. Omklædningsrummet og holdet var harmonisk, men samtidig blev der gået til stålet, når der blev trænet. - I fodboldbranchen er der mange personligheder på godt og ondt. Men det omklædningsrum vi havde i den sæson, fungerede virkelig godt og der var god stemning hele vejen rundt. Det er selvfølgelig også svært at blive uvenner, når man vinder og vinder. Men der var også et fint hieraki, uden det var alt for hårdt eller strengt. Ting blev løst og man kunne gå til stålet, uden at der var noget galt i det. Laudrup var altid den bedste til træning Manden i spidsen for det mindeværdige Brøndby-hold, var Michael Laudrup. I et interview med Spillerforeningen har Thomas Kahlenberg sammenlignet den distance, der var under Laudrup, med den der er under Alexander Zorniger. Men i forhold til Michael Laudrup var det mere en menneskelig egenskab, end et bevidst valg, mener Mads Jørgensen. - Michael Laudrup har bare en distance til alle mennesker, han ikke kender, fordi han har været jagtet vildt i så mange år af sit liv. Når man først kender Michael, har han ikke helt den samme distance. - Fra den Michael der kom i 2002, til den Michael der forsvandt i 2006, var en enorm forskel i hans mandskabsbehandling. Distancen blev mindre undervejs. Jeg tror mere det var en menneskelig egenskab, end noget han bevidst havde valgt. Og på trods af at stå i spidsen for et hold med mange dygtige fodboldspillere og landsholdsspillere, var Mister Laudrup altid den bedste til træning. - Michael bragte særligt noget internationalt snit, fordi han var den bedste til træning hver gang. Han var et kæmpe navn dengang, så det bragte da noget til holdet. - Jeg kan huske, at vi skulle til Palermo og spille europæisk. Da vi ankom til lufthavnen, kunne vi næsten ikke komme ud, fordi der var så mange fans. De ville snakke med Michael Laudrup. Det var ikke for at få fat i hverken Thomas Kahlenberg, Daniel Agger eller Johan Elmander. Det var chefen, der trak. Der var noget helt specielt over ham, det er der ingen tvivl om. Mads Jørgensen arbejder i dag som scout for Liverpool og Brøndby, så derfor er han endnu at finde, hvis man har sin gang på Brøndby Stadion. Vi ønsker Mads Jørgensen en rigtig glædelig jul.
Tilbud til 3point.dk's læsere fra julekalenderens sponsor
Julekalenderen er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. 3point.dk er glade for at No. 31 støtter op om vores arbejde og det glæder også redaktionen, at vinbar og restauranten kommer med et godt tilbud til vores læsere. - Det arbejde og den dedikation som 3point.dk lægger for dagen er beundringsværdigt, og det vil vi gerne støtte op om hos No. 31. Samtidig vil vi gerne give de mange læsere en mulighed for at lære vores sted at kende. Derfor kan alle læsere af 3point.dk få 25% på hele regningen, hvis de booker et bord på www.restaurant31.dk i løbet af december eller januar. De skal blot angive "3point.dk" i beskedfeltet, når de booker deres bord. Så vil vi se frem til at byde dem velkommen til en god aften, udtaler Mads Harboe, som er stifter og medejer hos No. 31. Du kan altså sikre dig 25% rabat på både mad og drikke, hvis du booker bord via hjemmesiden i december eller januar. Husk at anføre, at du har set reklamen på 3point.dk. Du kan booke bord og se menukortet her.