
Teis Markfoged
Mads Hermansen: Lige nu synes jeg det ser godt ud
Mads Hermansen gør hvad han kan og arbejder hårdt for at tilkæmpe sig pladsen i målet i Brøndby IF.

Den unge Brøndby-keeper Mads Hermansen er lige nu med det dansk U/21-landshold til EM. Til dagligt er han andetvalg i Brøndby efter Marvin Schwäbe, men det ligger i kortene at tyskeren forlader Vestegnen ved kontraktudløb til sommer.
Det åbner døren for Hermansen, som dog ikke har fået noget konkret at vide om planerne på målmandsposten til sommer.
- Jeg gør alt, hvad jeg kan hver eneste dag. Jeg arbejder så hårdt, jeg kan. Lige nu synes jeg, det ser rigtigt godt ud. Jeg glæder mig til sommer, siger Hermansen til bold.dk.
Brøndby hentede denne vinter målmandstalentet Jonathan Ægidius i Lyngby. Han er et par år yngre end Hermansen, men hentet til førsteholdstruppen. Det kan godt se ud som om de to skal konkurrere om pladsen i målet.
- Det må det være. Jonathan er en fin fyr og fin målmand, så vi skal også lære hinanden at kende, selvom vi måske kommer til at være konkurrenter. Sådan er fodbold også.
Mads Hermansen er med til U/21 EM som en af tre keepere. Han er den yngste af dem og med sine 20 år, kan han også være en del af det næste U/21-landshold.