Teis Markfoged
Mads Hermansen forlænger med Brøndby til 2025
Mads Hermansen har smidt et ekstra år på kontrakten med Brøndby IF. Aftalen løber nu til sommeren 2025.

Mads Hermansen har i denne sæson fået chancen som førstekeeper i Brøndby IF - og den har han grebet. Den 21-årige keeper har været en stor profil for klubben.
Nu har han forlænget sin kontrakt, så den løber til sommeren 2025 i stedet for sommeren 2024, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Jeg er rigtig glad for at være i Brøndby IF. Jeg nyder at komme i klubben hver dag, og jeg er glad for de holdkammerater og det trænerteam, som er omkring holdet. Der er en fantastisk stemning og en stærk kultur i klubben, som jeg er helt vild med, og som jeg elsker at være en del af. Derudover ser jeg et kæmpe potentiale i den relativt unge trup, vi har, og som jeg tror på, kan nå et rigtig højt niveau. Derfor ønsker jeg også at spille en masse kampe for Brøndby i de kommende sæsoner og være med til at stræbe efter at opnå vores fulde potentiale, siger Hermansen til Brøndbys hjemmeside.
Mads Hermansen blev som ungdomsspiller hentet til Brøndby fra Næsby og har siden taget turen op gennem Masterclass.