Teis Markfoged
Lyon tager stærk trup med til Danmark
Det bliver en svær opgave for Brøndby IF, når Lyon kommer forbi Brøndby Stadion. Det franske mandskab tager nemlig det tunge skyts med til vestegnen.

Torsdag aften skal Brøndby IF spille en særdeles vigtig kamp i Europa League-gruppespillet, når det franske storhold Olympique Lyonnais gæster Brøndby Stadion. Brøndby ligger lige nu sidst i gruppen med to point, mens Rangers FC og Sparta Prag begge har fire point. Lyon har maksimumpoint efter fire spillede kampe og er derfor sikre på førstepladsen med to spillerunder igen.
Der er uden tvivl mange Brøndbytilhængere, der havde håbet, at Lyon ville komme med en del reserver, når nu de er sikkert videre i turneringen. Sådan bliver det dog ikke. Det franske holds cheftræner, Peter Bosz, har nemlig valgt at udtage den stærkest mulige trup til torsdagens opgør mod Brøndby.
Le groupe lyonnais pour le déplacement sur la pelouse de Brondby en @EuropaLeague, ce jeudi à 21h ! #BIFOL pic.twitter.com/uhnWtWXvEc
— Olympique Lyonnais (@OL) November 24, 2021
Den stærke Lyon-trup skal dog kigge langt tilbage til den seneste gang, de har spillet en hel fodboldkamp. Det var nemlig langt fra alle af Lyons spillere, der var i aktion for de respektive landshold i den netop overståede landskampspause. Derudover blev weekendens kamp mod Marseille afbrudt efter blot få minutter, fordi Marseille-spilleren Dimitri Payet fik kastet en vandflaske i hovedet. Det er derfor mere end to uger siden, at Lyon senest har spillet en hel kamp.
Nyt fransk forsvar?
Det er værd at bemærke, at selvom det er et stærkt fransk hold, der gæster vestegnen, så er der nogle profiler, der ikke er med. Spillere som Sinaly Diomande og Leo Dubois er begge skadet, mens Jerome Boateng får en pause. Både Dubois og Boateng er med i Lyons idealopstilling, mens Diomande er tredjevalg på en af de to stopperpositioner, som Boateng og belgiske Jason Denayer normalt indtager. Det betyder, at det nok bliver 18-årige franskmand Malo Gusto, der kommer til at indtage højre back i stedet for Dubois. Mens det enten bliver Jason Denayer, Damien Da Silva, Henrique eller Castello Lukeba, der kommer til at danne stopperpar i torsdagens opgør. Damien Da Silva og Sinaly Diomande spillede begge fuld tid i midterforsvaret i det første opgør mod Brøndby, der endte 3-0 til Lyon.
Kampen mellem Brøndby IF og Olympique Lyonnais spilles på Brøndby Stadion torsdag den 25. november klokken 21.