Lyngby-træner: Corlu skal være med til at slutte det, han har startet op og betale tilbage
Lyngby sidder på esset i sagen om Rezan Corlu, og det er de klar over hos de kongeblå. Træner Christian Nielsen vil se Corlu betale tilbage til Lyngby i foråret

Lyngby sidder på esset i sagen om Rezan Corlu, og det er de klar over hos de kongeblå. Træner Christian Nielsen vil se Corlu betale tilbage til Lyngby i foråret. Foto: Lasse Lagoni Situationen om Rezan Corlu har taget en drejning, hvor Lyngby nu sidder på et lille es. Selvom de aldrig får spilleren til at underskrive en kontrakt med dem, så har frikøbsklausulen og længden af aftalen lige nu en værdi, som de prøver at maksimere, hvor de er i lidt af en win-win. Enten får de et uventet beløb til klubben eller også har de en profil resten af sæsonen. I går var sportschefen ude og tale om et "åndssvagt højt beløb", og Lyngbys træner spiller samme plade. - Det er ikke i mine hænder, og kommer det rette bud, er vi en sælgende klub. Det ved alle. Men vi forholder os til, at Brøndby indtil nu ikke har været på banen, så intet indikerer, at han ikke spiller her i foråret. Samtidig ved vi, at det kan gå hurtigt i fodboldens verden, og jeg ved ikke, hvad Brøndbys taktik er. Det må tiden vise, siger Christian Nielsen til bold.dk og fortsætter; - Jeg tror, at Rezan har en større værdi for os, end han har for Brøndby, og det er meget muligt, det også afspejler sig i det beløb, de måske vælger at byde for at få ham tilbage nu. Træneren udtaler yderligere, at Corlu skal slutte det, som han har startet i Lyngby, så han kan betale tilbage for det, som Lyngby som klub har giver ham. Han tror også, at Corlu er indstillet på dette, hvilket den 22-årige offensivspiller selv har understreget.