
Carl Johan Dahl
Lukkede tribuner: Brøndby forventer ikke at kunne tilbyde nye pladser
Brøndby forventer ikke, at fans, som har fået annulleret billetter eller sæsonkort, kan blive tilbudt en ny plads til kampen mod FC Nordsjælland.

På søndag er der hjemmekamp på Brøndby Stadion, når Brøndby tager imod FC Nordsjælland.
Men ikke alt bliver, som det plejer. Langt fra.
Grundet den historisk hårde dom fra Disciplinærinstansen er Sydsiden beordret lukket, og Brøndby Stadions kapacitet sat ned til 14.000.
Og det rammer naturligt nok rigtig mange fans.
Nu kommer Brøndby så med nyt til de berørte på klubbens hjemmeside.
Lukkede sektioner
Sydsiden nedre og S126 + S127 + S128 + S129 (Sydsiden Øvre stemningsafsnit) er lukket helt til kampen.
Derudover kan fans andre steder på stadion opleve, at deres billet er annulleret grundet den nye, midlertidige stadionkapacitet.
Brøndby oplyser, at man stadig arbejder på at nedbringe antallet af aktive billetter til det påkrævede antal, og derfor forventes det ikke, at fans, som har fået annulleret billetter eller sæsonkort, kan blive tilbudt en ny plads til kampen mod FC Nordsjælland.
Derudover opfordrer klubben til, at fans, der ikke kommer på stadion, frigiver sin billet til kampen, så alle pladser kan blive fyldt ud.