
Teis Markfoged
Lindstrøm om fansenes fyrværkeri: Det er bare Brøndby!
Jesper Lindstrøm roser Brøndby-fansene til skyerne efter det ene flotte fyrværkeri-show efter det andet søndag.

Når Brøndby IF spiller kamp i Jylland, er det normalt med en tur på hotel for at sikre den mest optimale opladning. Men sådan kunne det ikke være denne gang, da de blå/gule skulle til Horsens i årets sidste kamp. Derfor blev det en noget anderledes optakt end spillerne er vant til, fortalte Jesper Lindstrøm efter kampen.
- Det var selvfølgelig lidt underligt. Vi er vant til at tage afsted dagen før og sove på hotel, hvor vi lader op til kampen. Men der er kommet de her corona-restriktioner, som gør, at vi ikke må tage på hotel og spise buffet på hotellet. Vi fandt den bedst mulige forberedelse, og det var at gå derhjemme og få spist og drukket det, man havde lyst til. Så måtte vi stoppe halvvejs og strække ben, sagde Lindstrøm.
Da bussen forlod Brøndby Stadion var det med et stort fyrværkeri-show. Det samme syn ventede spillerne, da de ankom til Horsens. Og under kampen toppede de sig selv med endnu et spektakulært show. Det gjorde indtryk på spillerne.
- Fansene var med os hele vejen, det var helt sindssygt. At de gider at køre så langt bare for det, for de må ikke en gang komme ind på stadion. Det vidner bare om et fællesskab uden for banen, der er klasse. Og så kørte vi tre point med hjem, det kan ikke blive bedre.
- Der var fyrværkeri under kampen. Man stod der og nød det. Det er bare Brøndby. Det er så vanvittigt. Det hev os lige det sidste op.
Brøndby kan nu gå på juleferie med 27 point for de første 13 runder.