
Teis Markfoged
Lindstrøm og Uhre sikrede Brøndby-sejr i Vejle
Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre scorede målene, da Brøndby IF søndag aften vandt med 2-0 i Vejle og dermed også kunne notere sig for første clean sheet i Superligaen i denne sæson.

Søndag aften var Brøndby-truppen taget en tur til Vejle, hvor oprykkerne i rødt og hvidt ventede. Vejle stod på ryggen af en fin sæsonstart, så der ventede Niels Frederiksens mandskab en svær kamp mod et hold, som gerne vil spille fodbold.
Det viste de også fra kampens start. De kom aggressivt ud til kampen og satte sig på spillet. De stressede Brøndby-spillerne, som havde det mere end svært i de første ti minutter.
Særligt Allan Sousa og Tobias Mølgaard i Vejles højreside gjorde livet surt for Brøndbys forsvar.
Men som tiden gik, kom gæsterne fra Brøndby bedre og bedre med. De fik mere ro på bolden og havde mere og mere held med at spille sig ud af Vejles pres.
Efter 18 minutters spil fandt Jesper Lindstrøm pludselig plads i mellemrummet. Han satte fart og spillede bolden videre til Uhre, der på fornem vis krøllede den over i det lange hjørne. Men målet fik ikke lov at stå. VAR tog målet op og fandt Uhre i en strafbar offside-position i opspillet til målet, som derfor blev annulleret.
Det var en underholdende første halvleg og særligt Lindstrøm og Uhre var farlige for Brøndby. De to har et godt blik for hinanden og fandt hinanden i flere gode situationer.
Men Vejle truede også i den anden ende og Wahid Faghir havde en stor mulighed, hvor han sendte den tæt forbi fjerneste stolpe efter flot forarbejde af Allan Sousa. Samme Sousa havde også et kompetent direkte på frispark, hvor Schwäbe diskede op med en superredning.
Minuttet efter var Brøndby meget tæt på at lave selvmål, da en Sousa-afslutning blev rettet af og efterlod en prisgivet Schwäbe på stregen, men Brøndby kunne ånde lettet op, da den gik forbi.
I stedet var det Brøndby, der slog til lige inden pausen. Og det var ren Masterclass. Andreas Bruus, som spillede en god første halvleg, satte fart i højresiden og fandt siden Morten Frendrup, der havde taget et godt 8er-løb i feltet. Han spillede en cutback tilbage til Lindstrøm, der scorede til Brøndby-føring på 1-0. Det var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg fik en livlig start med en pæn mulighed i begge ender. Først var det Brøndby, der var på spil, men Uhre manglede lige det sidste, da der skulle eksekveres. Også i den anden ende manglede lige den sidste aflevering, da hjemmeholdet spillede sig fint igennem.
Men det var Vejle, der skulle jagte udligningen i kampen, og det kunne man se. Hjemmeholdet ofrede mest offensivt, men Brøndby stod godt og komptakt.
Da vi ramte omkring en times spil, var det dog som om at Brøndby begyndte at slække lidt på det. Vejle blev mere og mere nærgående, mens Brøndby virkede tilsvarende mere og mere usikre. Særligt Sigurd Rosted virkede udfordret og det var tydeligt, at Vejle-spillerne gerne ville have ham til at føre bolden frem.
Men bedst som det begyndte at lugte af en Vejle-udligning slog Brøndby til i den anden ende. Efter gode ting af Radosevic fik Hedlund afsluttet. Afslutningen blev blokeret, men den røg højt op i luften og Uhre opsnusede den og fik sendt den i kassen til 2-0 til Brøndby.
Det formåede hjemmeholdet ikke at svare igen på og derfor endte det med en 2-0-sejr til Brøndby, som dermed også kunne notere sig for første clean sheet i denne Superliga-sæson.