Lettet Mensah efter sejr over Esbjerg: Det har været et lille søm i vores støvler
Kevin Mensah var glad for, at det endelig lykkedes Brøndby IF at slå Esbjerg, som de, før søndagens kamp, havde tabt til fem gange i træk. Det har naget backen,

Kevin Mensah var glad for, at det endelig lykkedes Brøndby IF at slå Esbjerg, som de, før søndagens kamp, havde tabt til fem gange i træk. Det har naget backen, at holdet har haft det så svært mod netop Esbjerg. Foto: Ian Nielsen / Ian Sport Foto Søndag eftermiddag vandt Brøndby endelig igen over Esbjerg. Det var første gang i syv forsøg, de seneste fem er alle blevet tabt, så det var en stor forløsning for Brøndby-spillerne, at de langt om længe fik skovlen under den onde ånd fra vestkysten. - Jeg har prøvet det mange gange før, men det har været et lille søm i din fodboldstøvle at have tabt til Esbjerg i de sidste fem forsøg. Vi er glade for at få slettet denne her grimme statistik mod dem, som så mange snakker om. Men vi har hele tiden vidst, at vi godt kunne slå dem og det viste vi heldigvis i dag, siger en glad Kevin Mensah til 3point.dk. Han mener ikke, der var tvivl om sejren, men ærgrer sig over det mål, Esbjerg fik scoret. - Jeg synes, vi er i fin kontrol, men de får et mål, som vi gerne ville have været foruden. Men jeg synes, vi ser godt ud defensivt og jeg synes også, at Marvin ser stærk ud dernede. Så er det lidt et dumt mål at få, når vi ikke tillader meget mere end det. Efter målet overlod Brøndby alt for meget af kampens initiativ til Esbjerg, mener Mensah. - 100%. Vi kan ikke være tilfredse med anden halvleg, det er der ingen tvivl om. Der begynder vi at spille lidt for meget bagud. Men med det sagt, så er fodbold lidt et skakspil. Når vi kommer foran mod de her modstandere, så skal de også ændre noget. Det synes jeg, vi har fint styr på, at de i hvert fald ikke bliver farlige. Men vi kan ikke være tilfredse med at overlade så meget initiativ til Esbjerg. Med sejren er Brøndby IF nu oppe på fem Superligasejre på stribe og er kun tre point bag FC København på andenpladsen.