Lettet Lasse Vigen efter sejr: Et lille plaster på såret
Lasse Vigen fik alle 90 minutter, da Brøndby endelig igen kunne lade sig hylde som sejrherrer efter en hjemmekamp. 2-0 vandt de blå-gule over AGF, og Vigen håbe

Lasse Vigen fik alle 90 minutter, da Brøndby endelig igen kunne lade sig hylde som sejrherrer efter en hjemmekamp. 2-0 vandt de blå-gule over AGF, og Vigen håber at sejren kan blive starten på en god periode for klubben. FOTO: Robert Hendel For første gang siden August vandt Brøndby fredag aften en hjemmekamp, da det blev til 2-0 over AGF. Det har de længtes efter i klubben, fortæller holdets midtbaneprofil Lasse Vigen. - Det var en fortjent sejr. Vi formåede som hold at forsvare godt mod dem. I anden halvleg er det ikke meget de har, hvis noget overhovedet. Det er sindssygt vigtigt at vi har den organisation og blive ved med at lægge presset, så de ikke får lette chancer. - Det har været en rigtig hård periode for os. Mange gange er vi gået fra banen efter en fin præstation uden at stå med noget, så denne her dag betyder meget for os. Mest af alt betyder det, at det forhåbentlig kan give os et boost frem mod de næste kampe, så vi forhåbentlig kan hente noget af det, vi har mistet, siger Vigen til 3point.dk. Han håber, sejren kan blive starten på en god periode for holdet. - Det var, for os og for hele klubben, vigtigt at få en sejr mod et hold, som vi har haft det svært mod i den tid, jeg har været her. Vi ved, hvor meget det betyder for fansene at slå lige præcis dem her. Nu kunne vi ikke give dem nogen sejr eller point i derbyet, så det her kan være et lille plaster på såret. Men det skal helst være startskuddet på en god periode. - Det håber jeg meget, det bliver. I mange kampe har vi leveret en okay præstation uden at få noget med, men i dag var begge dele på plads, og sådan skal det være her på hjemmebane. En anden vigtig detalje er, at Brøndby formåede at holde nullet - noget der heller ikke er sket siden august måned. - Det betyder meget mentalt, men det betyder også noget i forhold til at vinde fodboldkampe. Det giver sig selv, at hvis man holder nullet, så har man en god chance for at få noget med. Vi har jo ikke så svært ved at score, vi ved hvad vi kan offensivt, og hvis vi formår at holde dem fra at score, så ved vi, vi har en rigtig stor chance for at vinde. Med sejren kravler Brøndby op på Superligaens fjerdeplads.