Legenden over dem alle

Per Bjerregaard 75 år

Af Henrik Madsen

Hvem kan forvandle to små landsbyer, to små togstationer og en bar mark til mesterskaber, Europamesterskab og en fanbase på 250.000 danskere, hvoraf kun et mindretal bor på stedet? Min påstand: Kun én mand. Navnet er Per. Per Bjerregaard, 75 år i dag.

Jeg er langt fra den, der kender Per bedst i klubmiljøet, så hvad jeg måtte kunne bidrage med til tegningen af personligheden bag den vigtigste skikkelse i dansk fodbolds historie, er for egen regning og sikkert langtfra selve sandheden.

Jeg mødte ham første gang i 1973, muligvis 1974, i Egon Christensens lejlighed i Kirkebjerg. Her holdt vi redaktionsmøder på Brøndus. Til stede var ofte næstformand Thorvald Jacobsen og “altmuligmand” Gert Raasdal. Vi lod som om, vi traf beslutninger om, hvad der skulle stå i medlemsbladet og senere også årbøgerne plus diverse fodbold-aviser. Ret hurtigt fangede jeg, at Per i virkeligheden bestemte det hele. Ikke blot på Brøndus-redaktionen, men i det hele taget. Uden hans i visse perioder overnaturlige ledelseskraft, intelligens og ikke mindst menneskelige forståelse, var der ikke noget Brøndby IF, ikke noget Brøndby Stadion og ikke noget “Aldrig Alene”.

I midten af 1970erne havde vi været ude at se en fodboldkamp, og jeg kørte med Per hjem til Park Allè. Jeg spurgte ham af uvisse årsager, hvem han mente skulle afløse ham, når han engang gik af, eller måske valgte lægegerningen. Jeg har aldrig glemt hans svar, for enten var det løgn, eller også skete der noget i mellemtiden, som har ændret hans syn på sagen. Han sagde: “Jeg ved, hvem det skal være. Det opdager du senere”. 

Per fik aldrig bygget bro til en eller flere troværdige efterfølgere. Det var efter min mening med afstand den største af de fejl, han begik, mens hans personlige mesterværk tog form. Han havde i starten næppe viljen, og da han fik den, var han for svækket, og det var for sent. Det er forklaringen på mindst 15 års alvorlig sportslig, økonomisk og ledelsesmæssig krise i Brøndby IF, men det er ikke noget usædvanligt fænomen, og personlig har jeg tilgivet ham alt, uanset hvor hård en søndag kan være nu om dage. I de år, hvor Brøndbyernes IF blev skabt, var Pers person altafgørende. Nu må nye generationer af Brøndby-folk gøre det på deres måde, finde deres egne helte og forhåbentlig snart skabe deres egne resultater.

Let bliver det som bekendt ikke, for intet sted i dansk idræt findes der større sko at udfylde, og intet sted i dansk fodbold findes der en personlighed som Per. Det skal nok gå, og i øvrigt er der sandsynligvis brug for en helt anden type leder anno 2021, men I skal vide, hvad I kommer af, og navnlig skal I vide og gerne have respekt for, hvad der skulle til, for at få det til at ske.

På de indre linjer er Pers største bedrift ubetinget, at han formåede at skabe et korps af frivilligere ledere, hvis størrelse og kvalitet overgik alt og alle i dansk fodbold. På de ydre er der langt mere at vælge imellem. I hovedtræk handlede det om at skabe den bedste økonomi, tiltrække de bedste spillere og holde fast i grundlæggende værdier: Udviklingen af egne spillere og det voksende frivillige fællesskab. Det skulle starte et sted, og det sted var Grønnemarksvej i Brøndbyvester.

Hvad Lone eller Finn Laudrup tænkte, da en af dem åbnede døren engang først i 1970erne, kan jeg ikke vide, men jeg ved, at de to som stort set alle andre, der ikke havde noget incitament til at engagere sig i en danmarksserieklub, købte ind på én eneste ting, ét eneste menneske - Per. Det var som sådan ikke svært at forstå. Det gjorde vi alle. Vi blev alle tiltrukket af lægen med det krøllede hår og den blide stemme. Han havde sektlederens karakteristika. Venlig, begavet, rolig, insisterende. Blød, indtil det kunne betale sig at være hård. Rar, indtil han ikke var rar længere.

Det var et held, at Pers væsen passede til Benny Winthers. Ellers var det nok stoppet der. Jeg tror ikke, Per kunne have gjort det uden Benny. Hver på deres måde var to kejtede jyder, der nok var blevet mobbet i skolen, hvis det ikke havde været for deres fysiske størrelse. De to fandt hinanden i et historisk vigtigt samarbejde om det økonomiske fundament, der var forudsætningen for indførelsen af professionel fodbold i Danmark.

Kontakten til den “royale” familien Laudrup er en af flere milepæle i grundlæggelsen af Brøndby IF som storklub. Det økonomiske netværk, skabt mellem 1970 og 1980 er en anden, for dermed blev det muligt at tilknytte fodboldspillere, der senere kunne kalde sig Europamestre og alt muligt andet. Imidlertid skal man ikke være Europamester for at stå i gæld til Per. Masser af spillere i BIF må konstatere, at vejen til velstand og berømmelse er gået over Pers kontor. De spillere ved, at Per aldrig slog blikket ned i en forhandling, så forhåbentlig har de pågældende været forbi blomsterhandleren på denne store dag.

En tredje og foreløbig sidste milepæl på rejsen fra landsbyklub til Danmarks største, bedste og mest elskede fodboldklub, er naturligvis Brøndby kommune. Inden borgmester Kjeld Rasmussen desværre døde for et par år siden, havde han utallige gange fortalt historien om, hvordan han udpegede Per som formand. Det er også rigtigt nok, og derefter fulgte en række år, hvor Kjeld og Per systematisk ryddede alle kommunale forhindringer af vejen i bestræbelserne på at gøre eventyret muligt. En atletikklub blev smidt ud, en cricketklub fik forskellige typer jernnæver og badminton bare ignoreret. Derefter var der ikke tale om noget specielt lykkeligt parløb mellem de to. Gensidig respekt, bestemt, men i perioden omkring mesterskabet i 1985 havde de sjældent fælles interesser.

Kjeld, der interesserede sig betydeligt mere for håndbold end fodbold, fik med jævne mellemrum nok af Pers insisteren på at BIF gik forud for alt. Også gerne kommunale budgetter. Kjeld valgte den snedige løsning. Han skubbede den allestedsnærværende og højt begavede sekretær, Tove Rasmussen, foran sig. Så var Per pacificeret, men kun for en stund. I perioder var Per en hadet mand i kommunalbestyrelsen. Mange politikere fandt Per hæmningsløs. Det var han også, hvilket vi må glæde os over nu.

Der findes ingen person, der har gjort mere for Brøndby kommune end Per, bortset fra Kjeld. Ingen. Det er det, der er så specielt ved Per. Han  er genert og beskeden, men alligevel var det ham, der skabte et kæmpe socialt fællesskab i klubben. Et fællesskab, der er blevet hele kommunens fællesskab, og, for at det ikke skal være løgn, et fællesskab, der har gjort Brøndby IF til den mest populære klub i flere jyske byer. Historien vil dømme hårdt, hvis der ikke rejses en statue af Kjeld og Per.

I 1992 skrev jeg en bog, der hverken blev modtaget godt af Per eller klubbens inderkreds. Bogen udkom på baggrund af det mislykkede forsøg på at købe den daværende Interbank og en lang række andre problematiske økonomiske forhold. Nogen tid senere blev jeg kaldt over på Pers kontor i Gildhøj Centret. Folk kiggede væk, da jeg gik ind, og jeg vidste selvfølgelig, at der ville falde brænde ned.

Pers reaktion var alligevel en overraskelse. Han gad ikke rigtigt kigge på mig, men ville egentlig bare have svar på én ting. Han ville vide, hvorfor jeg havde kaldt ham magtfuldkommen. Der er ingen tvivl om, at han var utilfreds med stort set alt i den bog, men ordet magtfuldkommen forstod Per simpelthen ikke.

Ved den slags ubehagelige møder spillede han altid på, hvad jeg tror, han anså for at være psykologisk overlegenhed. Min tanke var derfor, at det var en eller anden form for afledningsmanøvre, og at han reelt ville smække en stævning på bordet. Jeg har tænkt meget over det siden og må indrømme, at jeg muligvis tog fejl. Jeg tror faktisk ikke, Per er magtfuldkommen. Jeg tror, at han altid gør, hvad han mener er bedst for klubben.

Det var i høj grad også tilfældet med Interbank, det gjaldt, da han ved en fejl ansatte sin søn som sportschef, og det gjorde sig i særlig grad gældende i de år, hvor han mistede magt internt og blev syg. I den periode hjalp det ham ikke, at han også er en stædig rad, men alle skal vide, at Per tænker på sin familie og klubben, før han tænker på sig selv. Han er et enestående fyrtårn, der desværre ikke fik hjælp, da han havde mest brug for det og alting ramlede.

Det var i en vis forstand Pers eget ansvar, for med den enorme psykologiske råstyrke og de store menneskelige egenskaber fulgte også en manglende evne. Evnen, eller måske snarere viljen, til se frem. Hvad han kunne i de unge år, kunne han - eller ville han - ikke længere. Det kan godt være at han på vores bil-tur for efterhånden mange år siden havde udset sig en kronprins, men jeg kan konstatere, at han ikke fik gjort noget ved det.

Sådan kan det gå, og nu glæder jeg mig bare over indimellem at se ham ved et bord på Brøndby Stadion. Sjovt nok sidder der ved det bord flere af dem, jeg mødte i Egon Christensens lejlighed i 1970erne. Jeg er stensikker på, at de synes, at alting var bedre i gamle dage. Det var det også, men hvor er det dejligt at kigge på det bord. Det er billedet på kammeratskabet og historien. Der har været mange skuffelser undervejs, men glæderne er langt flere. Disse gode mænd, som de færreste efterhånden kender, gjorde det muligt.

Men især én mand. Kan man være mere end en legende. I dette tilfælde, ja. Kære Per, tillykke med dagen - og tak.