3POINT
Nyheder23. apr. 2017

Larsson sikrede sejr i Rønnow-show

FC Nordsjælland har haft et godt tag på Brøndby i denne sæson, og langt hen ad vejen så det ud til, at de ville tage endnu en sejr. Men Frederik Rønnow storspil

3point person
3point.dk23. apr. 2017

FC Nordsjælland har haft et godt tag på Brøndby i denne sæson, og langt hen ad vejen så det ud til, at de ville tage endnu en sejr. Men Frederik Rønnow storspillede, og så kunne Brøndby i stedet snuppe sejren. Op til kampen på kunstgræsbanen i Farum, havde Alexander Zorniger varslet ændringer i startopstillingen. Det betød, at Rodolph Austin startede på bænken og karantæneramte Benedikt Röcker var blevet hjemme, mens Frederik Holst og Paulus Arajuuri fik chancen fra start. Specielt Arajuuri kom i fokus, som manden der løb om kap med FC Nordsjællands topscorer Marcus Ingvartsen, som kun i glimt blev farlig. Kampen startede meget livligt med chancer i begge ender, som følge af et massivt pres fra begge mandskaber. Den første farlige afslutning stod Hany Mukhtar for, da han fik en tilbagelægning fra Teemu Pukki, som han sparkede tæt over mål. Efter en jævnbyrdig indledning, var det FC Nordsjælland der begyndte at styre kampen. Hjemmeholdet forsøgte at udnytte det rum, Brøndbys angrebsivrige backs efterlod, hvilket betød mange dybdebolde, specielt mod lynhurtige Godsway Donyoh. Efter en halv time var det netop den opskrift, der gav dem kampens hidtil største chance, da Donyoh blev sendt bagom forsvaret. Kantspilleren fik taget bolden til sig, og forsøgte at afdrible Frederik Rønnow, men Brøndby-keeperen var vågen og fik hånden på. Den løse bold blev samlet op af Marcus Ingvartsen, som dog ikke fik gjort arbejdet færdigt. 5 minutter senere havde Ingvartsen en endnu større chance, da en lang bold fandt ham fri på kanten af det lille felt. Topscoreren flugtede til kuglen i første hug, men en feberredning fra Frederik Rønnow forhindrede Ingvartsen i at sparke Nordsjælland i front. I pausen havde Alexander Zorniger fået lidt gejst ind i sine spillere, som ellers var begyndt at se lidt flade ud mod slutningen af første halvleg. Det kastede en god hovedstødschance af sig til Kamil Wilczek, men selvom polakken fik sendt et flot hovedstød afsted, så var Runarsson i FCN-målet klar med en endnu flottere redning. I perioden kom Brøndby, og særligt Hany Mukhtar, frem til flere afslutnigner, men Runarsson stod, ligesom sin kollega i den anden ende, en brandkamp og leverede mange flotte parader. Men Brøndbys høje pres gav samtidig muligheder til hjemmeholdets hurtige offensiv. Marcus Ingvartsen fik flere og flere muligheder, men hver gang kom han for tæt på Frederik Rønnow, og Brøndby-keeperen havde mange redninger overfor den unge angriber. 20 minutter før tid fik FC Nordsjælland kampens største chance, da Brøndby blev fanget højt på banen efter en dødbold, og Godsway Donyoh blev spillet dybt. Kantspilleren havde en halv banelængde for sig selv, men Frederik Rønnow viste igen klasse ved at pille afslutningen. FC Nordsjælland blev ved med at presse. Emiliano Marcondes, Andreas Maxsø, Mathias Jensen og flere gange Marcus Ingvartsen kom frem til talrige afslutninger, men Frederik Rønnow blev ved med at stå i vejen for alt, der kom hans vej. Og så gik det, som det ofte går. Scoringen kom i den anden ende. Brøndby var gæster i Nordsjælland-feltet, men kunne ikke helt finde afslutningsmuligheden. Efter lidt klumpspil endte bolden hos Johan Larsson på kanten af feltet, anføreren tog et træk og brugte sit kolde venstreben til at kanonere bolden op i målhjørnet via overliggeren. Pivhamrende ufortjent, men Brøndby var i front, og den stilling tog pusten fra FC Nordsjælland, som ikke havde mere at komme med. Larssons venstreben sikrede dermed sejren til Brøndby, som øger afstanden til forfølgerne.

Mest kommenterede nyheder