Larsson: Pisse god fodbold i første halvleg
Johan Larsson var tilfreds med 1-1 mod FCK i pokalderbyet, selvom han gerne ville have haft sejren. Specielt fordi han synes Brøndby spillede pisse god fodbold

Johan Larsson var tilfreds med 1-1 mod FCK i pokalderbyet, selvom han gerne ville have haft sejren. Specielt fordi han synes Brøndby spillede pisse god fodbold i første halvleg. FOTO: Mikkel Johansen Onsdag aften spillede Brøndby og FC København 1-1 i den første af to pokalsemifinaler. Det resultat var Johan Larsson tilfreds med efter kampen, selvom han gerne ville have haft sejren, særligt baseret på Brøndbys fine første halvleg. - Selvfølgelig ville vi gerne have haft sejren. Særligt når vi spiller så pisse god fodbold, som vi gjorde i første halvleg. Jeg synes det er os, der dikterer tempoet. Men det er i Parken, så de har selvfølgelig også bolden lidt, men vi havde høj kvalitet i det vi foretog os, når vi havde bolden. Vi fik Kalle (Kahlenberg, red.) ind i 10'er-rollen og det fungerede godt, sagde svenskeren til 3point.dk efter kampen. - Men 1-1 er ikke et skidt resultat, selvom det selvfølgelig kunne have været dejligt med en 1-0-sejr.
11 mænd kontra ti drenge
Det var ellers ikke mange dage siden Brøndby-spillerne leverede en pauver indsats og tabte 2-0 til FC Midtjylland. Larsson var glad for at han og holdkammeraterne slog tilbage mod FCK. - Det var sindssygt vigtigt at levere sådan en præstation, ovenpå i søndags. Det var 11 mænd på banen i dag, i modsætning til søndag, hvor det var ti små drenge. Der var det var ikke godt nok og ikke værdigt for hverken os selv, vores fans eller vores forening. Så kampen i dag (i går, red.) var et statement for os. Brøndbys nummer 13 synes også de blågule har gode muligheder for at sikre sig en plads i pokalfinalen. - Vi har store chancer for at gå videre. Vi spiller på hjemmebane og vi ved at fansene bærer os der, præcis ligesom de gør i dag (i går, red.). Vi har alle muligheder. Vi fik også et udebanemål, som er vigtigt. Brøndbys næste opgave er OB på hjemmebane i Superligaen. Den kamp spilles på søndag klokken 18.00.