Larsson om San Siro-oplevelse: Har gutterne i Brøndby at takke
Johan Larsson fik en stor oplevelse på San Siro med Sverige. Han takker holdkammeraterne i Brøndby og har fuld fokus på at præstere for sin klub, så VM-drømmen

Johan Larsson fik en stor oplevelse på San Siro med Sverige. Han takker holdkammeraterne i Brøndby og har fuld fokus på at præstere for sin klub, så VM-drømmen måske kan gå i opfyldelse. Sverige skal til VM. Det skal de efter at have sikret sig andenpladsen i en kvalifikationsgruppe med Frankrig og Holland, for efterfølgende at slå Italien i playoff. Brøndbys Johan Larsson var til stede på San Siro, da svenskerne spillede sig til VM. Han var udtaget til landsholdet, men siet fra til kamptruppen. Det var dog alligevel en kæmpe oplevelse for Brøndby-kaptajnen. - At stå imod det pres på San Siro, det sker ikke så mange gange i en karriere. Det var utroligt fedt at få lov at være med til. Selvom jeg sad på tribunen, var det bare mega fedt, siger han til 3point.dk. Han anerkender generelt det svenske landsholds præstation efter en periode, hvor mange store profiler på holdet sagde stop. - Zlatan (Ibrahimovic, red.) stoppede, Kim Källström stoppede og Andreas Isaksson stoppede. Det er mange gode spillere og da vi så kom i kvalifikationspulje med Holland og Frankrig, levnede folk os ikke en chance. Med tre kampe tilbage, førte man puljen og folk blev nærmest lidt skuffede, da man ikke vandt puljen med Frankrig og Holland. Det blev så playoff i stedet og så fik vi den sværest mulige lodtrækning med Italien. Så blev det sagt, at vi ikke havde en chance. Men så gjorde vi det alligevel. Det handler om Brøndby Det var første gang 27-årige Johan Larsson var udtaget til det svenske landshold, siden han skiftede til Brøndby. Han er glad for anerkendelsen og har naturligvis fået blod på tanden frem mod det kommende VM. Men det handler om Brøndby, understreger han. For hvis det ikke går godt i Brøndby, kan han skyde en hvid pil efter VM-drømmen. - Jeg vil bare pointere, at det først og fremmest handler om Brøndby. Hvis ikke jeg er god her og hvis holdet ikke gør det godt, så kan jeg snakke om VM så meget jeg vil, så kommer det ikke til at blive virkelighed. - Det vigtigste er, at jeg præsterer i Brøndby. Jeg skal gøre hvad min træner og mine holdkammerater forventer af mig herude. Hvis jeg kommer med til VM, vil det selvfølgelig være den største drøm, der går i opfyldelse, men lige nu tænker jeg kun på Brøndby. Og så sender den svenske kaptajn også en tak til sine holdkammerater, som har hjulpet ham med at vinde landstræner Janne Anderssons opmærksomhed. - Det er selvfølgelig rart med den anerkendelse, at jeg kom med på landsholdet igen. Det er jeg utrolig stolt over. Jeg har gutterne her i Brøndby at takke for det. Uden dem er jeg ikke så god. Vi er et godt hold. Gør man tingene alene, får man problemer. Det kan man godt mærke i presspillet, for hvis vi gør det en og en, får vi problemerne. Det går bare ikke. Så jeg har alt at takke mine holdkammerater for. Johan Larsson og Brøndbys næste udfordring er på søndag, hvor Silkeborg venter på udebane i Superligaen.