Larsson nyder udviklingen: Ny strategi kan bære os langt
Johan Larsson kom til Brøndby i starten af 2015, men siden er meget vand løbet under broen på Vestegnen. Holdets fungerende anfører mener, at klubben såvel som

Johan Larsson kom til Brøndby i starten af 2015, men siden er meget vand løbet under broen på Vestegnen. Holdets fungerende anfører mener, at klubben såvel som ham selv har gennemgået en god udvikling. Det var under Thomas Franks ledelse, at Johan Larsson i februar 2015 blev hentet ind som startende højreback. Brøndby startede efterfølgende foråret sløjt ud med blot ét point i tre kampe, men alligevel lykkedes det - efter en hård duel med Randers FC - at sikre sig bronzemedaljerne i den sæson. Spoler vi frem til nutiden, er virkeligheden nu en helt anden på Vestegnen. Sølvmedaljerne blev søndag sikret med hele fem spillerunder igen, og Brøndby har i denne sæson været eneste reelle udfordrer til FC København. Ifølge Johan Larsson har udviklingen i klubben over de seneste par sæsoner da også været til at tage at føle på. - Det har været noget af en tur. Da jeg kom til klubben, gik vi fra at skulle være en klub på vej fremad, og så starter vi helt skidt i ligaen, hvor vi ikke vinder de tre første kampe. - Så kom hele historien med Thomas Frank, og der kom en ny træner til. Det gjorde det egentlig svært at fokusere på tabellen, sukker Larsson til 3point.dk, inden han vender tilbage til nutiden og bliver anderledes positiv. - Nu synes jeg, at vi har et fokus og en strategi, der kan bære os rigtig langt. Det har vi vist i år ved at sikre os sølvet. Johan Larsson kom til fra Elfsborg, hvor han var berygtet for at være en yderst målfarlig højreback. I Brøndby er det ikke blevet til helt så mange mål som tidligere, men alligevel mener klubbens fungerende anfører, at hans udvikling i klubben har været positiv. - Jeg synes, at min udvikling i klubben har været fin. Det første halve år, synes jeg, at jeg var god. Jeg fik scoret nogle mål og fik hjulpet holdet frem mod nogle point, der gjorde, at vi blev nummer tre. - Efter 'coach' og det nye spillesystem kom til klubben, har man lige skulle tilpasse sig en ny måde at spille fodbold på, men alt i alt, synes jeg, at jeg har gennemgået en god udvilking i min tid i klubben. Den foreløbige udvikling i klubben kulminerede søndag, da Brøndby trods 1-1 mod SønderjyskE sikrede sig sølvet. Det glæder Johan Larsson, der blåstempler sæsonen. - Det er selvfølgelig dejligt. Jeg synes, at en klub som Brøndby skal være med i toppen og kæmpe om topplaceringerne. Nu blev det sølv, og det er selvfølgelig godkendt, når man kigger på situationen før sæsonen med ny træner, nyt spilsystem og mange nye spillere, slutter Larsson.