Larsson: Man skal overveje hvor meget den stime betyder
Brøndby har ikke tabt siden 20. august, hvilket i alt giver 27 Superligakampe på stribe. En imponerende stime, de blå-gule har gang i, men holdets anfører mener

Brøndby har ikke tabt siden 20. august, hvilket i alt giver 27 Superligakampe på stribe. En imponerende stime, de blå-gule har gang i, men holdets anfører mener, at man skal passe på med at lægge for meget i det. Brøndby måtte nøjes med 1-1 i søndagens derby i Telia Parken. Et resultat, der for få år siden ville have skabt glæde i Brøndby, men denne gang kan spillerne i stedet sidde og ærgre sig over en manglende sejr. - Vi vinder ikke, og alle vil vinde. Alle vil have de tre point, så lige efter kampen var der selvfølgelig skuffelse dernede, men det går hurtigt over, når vi tænker på, at vi fik et point som kan betyde utroligt meget i slutningen, siger Brøndbys anfører Johan Larsson. Med det uafgjorte resultat er Brøndby nu ubesejerede i 27 Superligakampe i træk, men det skal man ikke lægge for meget i, mener Larsson. - Stimen kan man snakke om, at det er fedt at have spillet så længe uden at tabe, men hvis man nu spiller to uafgjorte kampe i stedet for at tabe en og vinde den anden, så er der et point mindre. Man skal også overveje hvor meget den stime betyder, men det her point kan være utroligt vigtigt i længden. Brøndby er nu seks point foran FC Midtjylland der i aften tager imod FC Nordsjælland og kan mindske forspringet til tre point inden de sidste tre kampe. Kampen kan potentielt være vigtig for Brøndby, men det er anføreren kold over. - Jeg skal til ishockey-VM i morgen (mandag, red.) og se Sverige spille mod Frankrig. Der er også al mulig god grund til at restituere for Larsson og co., der allerede skal i aktion igen på torsdag i pokalfinalen.