Larsson hylder Wilczek: Han fylder ikke så meget med sine ord, men går forrest med indstilling og karakter
Tilbagevendte Johan Larsson har stor ros til overs for Brøndby-anfører Kamil Wilczek. At polakken løser anføreropgaverne så godt, kommer ikke bag på svenskeren.

Tilbagevendte Johan Larsson har stor ros til overs for Brøndby-anfører Kamil Wilczek. At polakken løser anføreropgaverne så godt, kommer ikke bag på svenskeren. Da Johan Larsson forlod Brøndby IF i vinter, var han anfører. Nu er svenskeren tilbage på Vestegnen efter et kuldsejlet ophold i franske Guingamp - og Kamil Wilczek er nu anfører. Det har svenskeren intet imod, og han er ikke overrasket over, at polakken løser opgaverne på og uden for banen så godt. - Det er ikke chokerende for mig. Jeg spillede sammen med ham her i knap tre år og det er ingen overraskelse. Han er ikke en spiller, der fylder så meget med sine ord, men han går altid forrest med sin indstilling og sin karakter. Han er klar til kamp og dueller, han er altid på, uanset om det er træning eller kamp, siger Larsson til 3point.dk. LÆS OGSÅ: Det bliver bedre og bedre for tilbagevendt Larsson: Glad for at træneren har valgt at bruge mig Han er også imponeret over Wilczeks målnæse, som nærmest bare er blevet skærpet yderligere efter angrebsmakkeren Teemu Pukki rykkede til Norwich. - Han er unik på den måde. Af alle de spillere, jeg har spillet sammen med, ved jeg ikke, om jeg kan finde en spiller med bedre målnæse. Til træning er der mange fodboldspillere, der kan finde kassen, men til kamp er det svært at slå Kamil, når det handler om at score mål, slutter Larsson. Johan Larsson kan søndag mod Esbjerg spille sin kamp nummer 175 for Brøndby IF. Kamil Wilczek kan spille sin Brøndby-kamp nummer 153.