Larsson: Gav et boost at Pukki og Rønnow endte med at blive
Johan Larsson glæder sig over stadig at være holdkammerat med Teemu Pukki og Frederik Rønnow i Brøndby. Der var spekulationer, men det gav et boost at de blev,

Johan Larsson glæder sig over stadig at være holdkammerat med Teemu Pukki og Frederik Rønnow i Brøndby. Der var spekulationer, men det gav et boost at de blev, siger kaptajnen. Der var spekulationer til det sidste - særligt om Frederik Rønnow. Ville han blive i Brøndby, eller stod han foran et skifte til engelsk fodbold? Keeperen endte som bekendt med at blive og det samme gjorde Teemu Pukki. Ham var der tidligere i vinduet interesse for fra græske Panathinaikos. Anfører Johan Larsson glæder sig over at de begge endte med at blive på Vestegnen. - Jeg vil måske ikke sige, at det var som et få to nye spillere, men det gav virkelig holdet et boost, at de to endte med at blive, siger Larsson til bold.dk. - Det var de to, der var mest spekulationer om, men der var nok flere spillere, som kunne være på vej væk. Det betyder selvfølgelig vildt meget, at klubben er i stand til at holde på spillere, som den så gerne vil beholde. - Sælger man en spiller, vil man som klub altid gerne have en erstatning, som har samme kvalitet, og det har været svært at finde en målmand og en angriber, som ville kunne gå ind og præstere på samme måde, som Pukki og Rønnow har gjort de seneste sæsoner, siger svenskeren til bold.dk. Larsson, Pukki og Rønnow kan alle komme i aktion søndag aften, når Brøndby gæster OB i Superligaen.