3POINT
Nyheder19. feb. 2017

Larsson efter pointdeling i Parken: Vi er lidt for uskarpe

I et hårdt spillet derby delte FCK og Brøndby pointene mellem sig. Kampen kunne dog være tippet over til Brøndbys fordel, hvis de blå-gule havde haft en anelse

3point person
3point.dk19. feb. 2017

I et hårdt spillet derby delte FCK og Brøndby pointene mellem sig. Kampen kunne dog være tippet over til Brøndbys fordel, hvis de blå-gule havde haft en anelse mere skarphed, mener anfører Johan Larsson. Forårssæsonen blev indledt med et point efter 0-0 i Telia Parken mod Superligaens førerhold, FCK. Det var Brøndbys anfører Johan Larsson ikke helt utilfreds med. - Ét point i Parken er selvfølgelig altid noget, og tabellen er uforandret for os, sagde Larsson efter kampen til 3point.dk, og uddyber hvorfor han ikke kunne være helt utilfreds. - Vi kommer i fire-mod-tre og tre-mod-to-situationer nogle gange, hvor vi er lidt for uskarpe. Det er to godt organiserede hold, men det bar måske mere præg af, at holdene var mere bange for at tabe mere end man ville vinde. Derfor blev det ifølge Larsson en mere defensiv kamp. - Defensiven er altid grundpillen for os. Vores presspil fungerede også helt okay - i hvert fald i anden halvleg, hvor vi satte os lidt mere på kampen. I første halvleg synes jeg, at vi tilpasser os alt for meget til FCK. De fik lov til at slå lange bolde op på deres store angribere. Anden halvleg synes jeg var bedre. Der var meget drama på banen i løbet af kampen, som det hører sig til når netop FCK og Brøndby møder hinanden. Brøndby-anføreren føler ikke, det kammede over i søndagens kamp. - Hør her. Det er derby, og der skal også være lidt fight. Vi ved, hvor meget det betyder for fansene, for os og for hele klubben, så hvis ikke man er klar til at være der for sine holdkammerater, så har man ikke noget at gøre på banen. Det hører sig til. Man giver hinanden hånden efter kampe, og det er sådan det skal være. Det skal være hårdt, men fair, siger Larsson, som heller ikke mener, FCK skulle have det straffespark, de appellerede voldsomt for i første halvleg. - Nej, så skal vi også have et straffespark, da Santander har hånden på bolden efter et hjørnespark i anden halvleg. Det er en bold, hvor han ikke kan nå den med hovedet - så han tager den med armen. Jeg tror kun, at det er mig, der ser den, men jeg synes, at den er klar. Det kan godt være, at der var straffe i første halvleg, men nogle gange skal man også være heldige. Brøndby har nu fået uafgjort mod FCK i begge sæsonens opgør. Hvis de to uafgjorte skal vendes til sejr senere på sæsonen, skal angriberne være skarpere, mener Larsson. - Det er svært at sige, hvad vi skal gøre bedre for at vinde, men der mangler lige den sidste skarphed, når vi ankommer tre mod to eller fire mod tre, hvor vi ellers normalt er skarpe. Kamil og Teemu var lidt ubeslutsomme, fik taget en berøring for meget eller et skridt for meget, der gjorde at chancen forsvandt. Næste opgave for Larsson og Brøndby, er i Haderslev, hvor Sønderjyske venter om en uge.

Mest kommenterede nyheder