Langt interview med Maxsø om værdier, ungdomstiden i Brøndby, udlandsskifter og store bump i karrieren

3point.dk har taget en længere snak med forsvarsstyrmand Andreas Maxsø i anden del af to artikler. I denne længere artikel zoomer vi ind på, hvordan Maxsø beskriver sig selv som person, og hvilke værdier han er opvokset med. Han åbner blandt andet op for skiftet til FC Nordsjælland som teenager, og hvordan det var at blive vejet for let af sin barndomsklub, som han i første omgang tilbragte ti år hos. Maxsø fortæller også om, hvordan hans udlandsskifter og særligt store bump i karrieren har hærdet og styrket ham som menneske og fodboldspiller. Andreas Maxsø skiftede i sommer tilværelsen i udlandet ud til fordel for barndomsklubben på vestegnen efter lidt over to år på udlandseventyr i klubber som Osmanlispor, FC Zürich og senest KFC Uerdingen. Han er landet tilbage i klubben, hvor karrieren startede, og hvor han på en særdeles talentfuld årgang 94 vandt rub og stub som ungdomsspiller. Men træerne voksede ikke ind i himlen for Maxsø, og karrieren har allerede budt på flere forskellige bump undervejs, ligesom han har har nydt nogle store oplevelser i de forskellige klubber og lande, han har været i. Selvom den rolige, 25-årige Brøndby-spiller, der har haft hele sin opvækst i nabokommunen Rødovre, allerede har prøvet lidt af hvert i sin karriere, er det, der beskriver ham bedst i følge ham selv, at han er en rolig person med en rolig hverdag uden for fodbolden. - Jeg er en stille og rolig person, og jeg kan godt lide bare at være derhjemme med min kæreste, mine venner og familie. Der behøver ikke ske noget hele tiden, og jeg kan også godt lide at slappe af og bare have en almindelig hverdag efter træning. Jeg kan godt lide at koble af, når man kommer hjem, og at der ikke er alt muligt stress på, og at man skal nå alt muligt. Det er jeg i hvert fald ikke tilhænger af. Jeg er fx også ofte oppe og se Rødovre spille lidt ishockey hver weekend, det er også skønt at kunne gøre det, siger Maxsø til 3point.dk, som godt kan lide at få et afbræk fra al den fodbold og som i øvrigt er stor fan af Rødovres ishockeyhold. - På banen vil jeg gerne udstråle, at jeg er meget rolig inde på banen, og at jeg ikke lader mig stresse. Det føler jeg i hvert fald ikke, at jeg gør. Nu har jeg også prøvet nogle ting, hvor jeg jo har spillet mod de store hold nede i Tyrkiet, og det er alligevel også noget andet i forhold til den danske superliga. Så ved jeg godt, at der er derbyet mod FCK, og det kan bestemt godt måle sig med det, men jeg har virkelig prøvet nogle vilde ting i udlandet. Og når man også har været med i en nedrykningskamp i Tyrkiet, så tror jeg også, at det er lidt lettere at komme tilbage til Danmark, hvor der er et lidt andet pres. Men det skal gerne se ud, som om jeg har en god attitude og altid kæmper for holdet, er rolig og tager noget ansvar inde på banen.

Stod op før skoletid og trænede på Rødovres boldbaner med sin far

Allerede i en ung alder vidste Andreas, at der var ikke andet for ham end fodbolden. Hans far, Johnny Maxsø, var på daværende tidspunkt cheftræner for Andreas og den talentfulde 94-årgangs første hold fra den blev etableret i 1999 til en åbningstræning på Tjørnehøjskolen i Brøndbyvester, til at drengene var omkring 13 år gamle. Fodboldspillet fangede virkelig hans opmærksomhed, og da Andreas gik i folkeskole, var han derfor ofte ude på Rødovres fodboldbaner med sin far, som jo også var hans træner, før han skulle møde i skole, for at træne og for at blive endnu dygtigere. Det er også nogle af de værdier, han er blevet opflasket med i sin barndom. Og det er derfor også nogle værdier, han har taget med sig ind i sin fodboldkarriere, nemlig at man skal arbejde hårdt for tingene, og at intet kommer af sig selv. - Jeg har altid fået fortalt af mine forældre, at jeg har skulle arbejde hårdt for tingene, og at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Nu var jeg jo her selv i Brøndby, hvor jeg blev vejet for let i første omgang. Men selvom jeg ikke spillede, var jeg altid i fitness og træne og var altid ekstra tid ude på banen for at blive bedre. Og det har jeg gjort til en ting, som jeg har ført med her i min seniorkarriere som fodboldspiller. Min far var jo træner for vores hold, da jeg var helt lille, så nogle gange stod vi op, før jeg skulle i skole og kørte ned på Rødovres baner og trænede i vind og vejr. Så det med at arbejde hårdt hver evig eneste dag, det er noget, jeg har taget til mig. Maxsø er vokset op et stenkast fra Brøndby Stadion, nærmere bestemt i nabokommunen Rødovre, hvor han har boet hele sit liv indtil sit første udlandsskifte, og som han igen er flyttet hjem til efter tilbagekomsten til Brøndby. Han er glad for at være tilbage i Danmark og det at være tæt på venner og familie igen, selvom han for længst affandt sig med, at det er en del af det at være fodboldspiller, at man i perioder af sit liv er langt væk hjemmefra. - Det er jo altid rart at komme tæt på sin familie og venner, men det er ikke sådan, at da jeg var ude, at jeg savnede dem på den måde. Det er klart, at det er dejligt at se dem, når de kom ned på besøg, men det er jo en del af at være fodboldspiller. Der må man bare sige farvel til familie og venner et stykke tid, sådan er gamet desværre. Men det er selvfølgelig altid rart at komme tæt på dem og lige få besøg af sine venner til en omgang Fifa eller lige tage hjem til mor og få noget aftensmad, fordi jeg ikke selv gider at lave, siger Maxsø med et stort grin.                                 Her ses Andreas med sin far, Johnny Maxsø, til Danmarksmesterskaberne tilbage i 2004, som blev vundet over KB.

- Er ikke typen, der tager fat i hele gruppen og råber og skriger

I hele sin ungdomstid i Brøndby, inden han rykkede op på u-17 og senere skiftede til FC Nordsjælland, bar Maxsø anførerbindet på venstre arm og var således en særdeles vigtig spiller på midtbanen på det talentfulde 94-hold med sin ukuelige boldsikkerhed og skarpe afleveringer. Derfor har anførerrollen altid været naturlig for ham at indtage, og den 190 centimeter høje forsvarsspiller var da også anfører i en rum tid oppe i FC Nordsjælland inden skiftet til tyrkisk fodbold. For ham er lederskab en vigtig egenskab at have, når man spiller i midterforsvaret. - Lederskab, synes jeg, også er noget, der følger med som midterforsvar, hvor man står bagerst på banen og har overblikket. Der skal man være god til at dirigere og tage ansvar og få spredt noget ro hele vejen op gennem banen, siger Maxsø uddyber om sin måde at være leder på. - Jeg er jo ikke den, der råber højest. Men jeg har altid gået forrest på banen og altid givet mig 100 procent i både kamp og til træning. Jeg fik også et ansvar forholdsvist tidligt i Nordsjælland, da jeg blev udnævnt til viceanfører, fordi Mtiliga var så meget skadet, så jeg var jo nærmest anfører til sidst, inden han stoppede. Men det med at gå forrest er noget, der har været naturligt for mig. Alle har jo sin måde at gøre tingene på, og jeg er nok ikke den, der tager fat i hele gruppen og råber og skriger, men en ting er sikkert, og det er, at jeg vil vinde. Og det håber jeg også skinner igennem for folk, der ser på mig udefra. Selvom Andreas er glad for at være tilbage i Brøndby, hvor det hele startede, er han stadig opsat på, at han skal til udlandet og spille igen. - Jeg går altid efter at blive bedre og nå mit fulde potentiale. Jeg har også et mål om at komme til udlandet og væk fra Danmark igen. Det er klart, at jeg er ikke færdig med at spille i udlandet. Det føler jeg i hvert fald ikke selv. Så det er klart også en motivation for mig hver dag, men først og fremmest er det at blive bedre hver dag, så man også kan vise det på banen.

FC Nordsjælland pustede nyt liv i karrieren i en ung alder

Maxsø var i Brøndby en del af en særdeles succesfuld årgang 94, der blandt andet talte spillere som Riza Durmisi, Patrick Olsen og Frederik Holst. Et hold, der allerede i en meget ung alder op gennem u-10 og hele vejen op til u-17 fejede al modstand af banen og stort set vandt alle nationale stævner og turneringer, de deltog i. Holdet deltog på dette tidspunkt også i flere internationale stævner, og her skabte man også flotte resultater ude i Europa. Der var derfor høje forventninger til de store Brøndby-talenter på dette tidspunkt, og det gav stor intern konkurrence på holdet. Men i takt med at holdet blev bedre, og opmærksomheden omkring den talentfulde årgang blev større, kom der også flere spillere til udefra. Der kom desuden en årgang 95 buldrende nede fra med prominente navne som Andrew Hjulsager og Pierre Emile Højbjerg, der spillede samme position, og Maxsø kunne derfor godt se på dette tidspunkt, at konkurrencen ville blive for stor. Han fik derfor også fortalt af trænerne, at han ville ryge om bag i køen blandt de mange talenter på hans position, og dette husker han tilbage på som en frustrerende tid i de spæde år af karrieren. - Det var en frustrerende tid i min karriere, husker jeg. Jeg kunne jo godt se, at dem, der spillede på det tidspunkt, var bedre end mig og havde flere muskler på kroppen og var i bund og grund fysisk stærkere, end jeg var. Det var nødvendigt for mig at komme et andet sted hen, så der kunne komme nogle nye øjne på mig. Og der var Nordsjælland det oplagte skridt at tage, og de kom ligesom med noget andet, end Brøndby gjorde. Men generelt havde jeg det jo godt i Brøndby, men spiller man ikke, så må man søge andre veje, og der var heldigvis plads i Nordsjælland på det tidspunkt, siger Maxsø, der gerne ville havde taget turen op gennem rækkerne til Brøndbys førstehold. - Jeg ville gerne have taget turen op på senior holdet, men det var ikke realistisk på det tidspunkt. Jeg gik et helt år uden at spille en førsteholdskamp og kunne godt havde blevet der. Men jeg blev også fortalt af trænerne, at dem, der kom fra 95-årgangen, ville også være før mig på min plads på holdet. Jeg kunne nok godt have blevet, men så havde jeg nok bare fortsat med at træne med første holdet og spillet kampe på andenholdet. Så det var en nødvendighed at komme videre, så jeg også kunne spille u-17 liga dengang. På en måde var jeg skuffet, da jeg havde været her i ti år, for jeg håbede at tage turen op gennem rækkerne og spille for Brøndbys førstehold. Men igen, så var jeg nødt til at tænke på min udvikling og give den et skud et andet sted. Og videre, det kom han. For Carsten Dohn, som Maxsø kendte fra sin tid i Brøndby, tog til FC Nordsjælland, og det åbnede pludselig nogle nye døre. Maxsø var indtil han blev 16 år en forholdsvis lille, men teknisk og boldstærk midtbanespiller, men undervejs i sin u-17 tid begyndte han at vokse helt ustyrligt meget i højden, og derfor blev den nu høje midtbanespiller rykket ned i midterforsvaret. - Jeg kendte Carsten Dohn, som var ude i Brøndby, og han tog op til Nordsjælland, så mine forældre og jeg selv kontaktede ham og spurgte, om jeg kunne komme derop og træne med og vise mig frem. Han svarede, at det ikke var noget problem, og så stod jeg pludselig i Nordsjælland og trænede med dem og fik en plads på det nye u-17 hold året efter. Jeg begyndte jo også at vokse i forhold til min krop, begyndte at tage nogle muskler på og blev højere. Der havde været en gensidig interesse, for Nordsjælland havde også været ude og se nogle af mine andenholdskampe, og de kendte mig også fra tidligere, så det var et godt match på det tidspunkt. Billedet er taget fra Danmarksmesterskaberne tilbage i 2004, hvor blandt andet Riza Durmisi og Patrick Olsen var på holdet. Skribenten bag denne artikel sidder i øvrigt på nederste række som nummer to fra venstre.

Osmanlispor og Tyrkiet var den bedste periode i karrieren

Efter nogle gode år og en stor sæson for FC Nordsjælland i sæsonen 2016-2017, hvor han blandt andet var anfører for det unge kuld af talentfulde Nordsjælland-spillere, var Maxsø en særdeles ombejlet herre i sommertransfervinduet 2017. Rygterne dengang gik på, at især FC København havde set sig lune på den store superligaprofil, men det var altså et noget mere eksotisk skifte, som Maxsø valgte at gå med. Valget faldt nemlig på Osmanlispor i den bedste tyrkiske række, som han senere hen endte med at spille 22 kampe for. Og selvom han godt vidste, at der var visse ricisi ved at skifte til tyrkisk fodbold, havde Rødovre-drengen brug for at komme ud af sin komfortzone. - Det er klart, at når man skifter til tyrkisk fodbold i en forholdsvis ung alder, så ved du ikke rigtig, hvad du går ind til. Og når man kommer derned, får man lidt et kulturchok over måden, tingene foregår på. Men det var også sundt for mig, og det var også det, jeg ønskede på det tidspunkt - altså at komme ud af min komfortzone og komme ned et sted, hvor jeg ikke havde noget sikkerhed. Så det var sundt for mig på det mentale plan. Det har helt sikkert givet mig noget ro, for lad mig sige det sådan, at der er ikke noget, der skræmmer mig mere i fodboldverdenen, siger Maxsø og lægger samtidig især vægt på, at han havde det utrolig godt uden for banen nede i Tyrkiet. - Udenfor fodbolden gik det rigtig godt dernede, og det har egentlig været den bedste tid, jeg har haft som person i min karriere. Jeg manglede bare lige mine kæreste dernede, ellers havde det været perfekt. Jeg boede et suverænt sted med søde mennesker. Når man er fodboldspiller nede i Tyrkiet, så har man en eller anden særlig status, hvor folk er utrolig hjælpsomme, så jeg havde det utrolig godt uden for banen. Men det har givet mig noget ro og en masse erfaring.

Hårde bump i karrieren har givet mental styrke

Men det er ikke alting, der har været fryd og gammen for Andreas i løbet af hans stadig forholdsvist korte fodboldkarriere. Forskellige bump undervejs i karrieren har været hårde for ham, men det er også nogle af de situationer, der har gjort ham stærkere som menneske og fodboldspiller. Det er situationer, hvor han virkelig har lært sig selv at kende, og hvad han står for. - Der har været flere forskellige bump i min karriere allerede. Det første var, da jeg som u-17 spiller måtte skifte til Nordsjælland, fordi jeg ikke spillede eller var god nok til Brøndby. Men det jo de her ting, der gør, at man selv ved, hvad man står for. At man ved, at man skal blive ved med at tro på sig selv og blive ved med at gøre sine ting, for så skal det nok vende på et tidspunkt. Og det ved jeg, at hårdt arbejde gør. - Et andet stort bump var nede i Tyrkiet, hvor jeg ikke spillede det sidste halve år, og hvor vi endte med at rykke ned, og som heller ikke var særligt sjovt. Men når man ikke spiller regelmæssigt, så føler man sig ikke som en del af det. Det er klart, at det første halve år, hvor jeg spiller alle kampe, så har man en lidt større andel og tager et større ansvar på sine skuldre. Men når man ikke spiller, så fokuserer man mere på sig selv og på at gøre sig selv bedre, selvom det selvfølgelig ikke er fedt at rykke ned. Den værste tid og største bump i karrieren beskriver han uden tøven som det ophold, han havde i Tyskland, inden han kom til Brøndby. Maxsø var nemlig blevet lovet, at hvis han skiftede til KFC Uerdingen, ville han have en billigere markedsværdi, og så kunne han nemmere få et skifte igennem til Bournemouth, da FC Zürich havde et samarbejde med den engelske klub. Han var blevet lovet, at det ville vare et par uger, før skiftet til England faldt på plads efter ankomsten til 3. Liga i Tyskland. Men ugerne blev til måneder, og pludselig stod danskeren i en noget prekær situation. Hvor han blot troede at Tyskland skulle blive en kortvarig mellemstation, blev det pludseligt til et længere og uønsket ophold. Det var de sværeste to måneder i hans karriere, og særligt den måde den danske presse skrev om situationen på, gjorde ondt på ham. - Der er jo selvfølgelig de to måneder nede i Tyskland, inden jeg kommer til Brøndby, som ikke var særlig sjove. Det var jo det her ejerskab, der blev flyttet til Uerdingen, og hvor jeg fik en garanti - selvom der ikke er nogle garantier i fodbold - at jeg ikke skulle være der i mere end en til to uger. Pludselig bliver de uger til en måned, og du står lidt og føler, at du kommer direkte fra den schweiziske liga og Europa League, og så står du pludselig i den tredje bedste liga i Tyskland. Når du først og fremmest ikke har lyst til at skifte til et sted, og man ligesom bliver lovet nogle ting, før man skriver under, og der bliver sagt, at det vil gå hurtigt med at skifte videre, og der så ikke sker noget, det er virkelig svært. - Det, der gjorde mest ondt, var de der overskrifter, der blev skrevet om mig for at fange folks opmærksomhed i tabloidmedierne. Det der med, 'at for to år siden sagde ‘han’ nej til Brøndby og FCK, og nu spiller han i 3. Bundesliga.' Den kan jeg i hvert fald huske, at den gjorde ondt i hjertet. Det var mest af alt, fordi folk ikke kendte årsagen til det hele, og jeg ville jo bare hurtigst muligt gerne videre for at bevise, at jeg sgu ikke skulle være der. Det skete som bekendt ikke, og det var godt nok ikke en sjov tid. Men det handler jo i lige så høj grad om ikke at gå ind og læse, hvad folk skriver om en.For det har man jo lært, når man har været i den her branche i mange år. Min familie kendte selvfølgelig godt detaljerne, men dem der var lidt mere ude i periferien, kunne man ikke fortælle, hvad der egentlig foregik. Selvom Maxsø altid føler, han har været god til at holde andres meninger ude, var det svært for ham på det tidspunkt ikke at kunne give forklaringen til folk, han kendte. - Det var en utrolig hård tid, også i forhold til hvad andre tænkte. Det har jeg egentlig altid været god til at abstrahere fra, men det der med, at man ikke kunne give forklaringen. Der var folk, der skrev til mig, hvad fanden der var sket osv, og folk gik jo og troede, at jeg havde været utrolig dårlig i Zürich, selvom jeg havde spillet meget af sæsonen. Jeg følte i hvert fald, at mit niveau var en del højere end 3. Liga, så jeg prøvede bare at fokusere på, at jeg skulle gøre min ting og holde mig skarp, til jeg skulle videre. Men det var også svært, for der kørte en masse ting oppe i hovedet, så det var virkelig ikke en sjov tid der nede.

Er faldet utrolig godt til i Brøndby

I dag har han lagt den kaotiske tid i Tyskland på hylden rent mentalt, og han ser derimod fremad og er utrolig glad for at være tilbage i Brøndby, hvor det hele startede. Han har således startet inde i alle sine kampe for de blå-gule siden skiftet tilbage til dansk fodbold, og som Maxsø også beskrev i første artikel, er han glad for, at alle har taget så godt i mod ham. – Jeg er faldet rigtig godt til, og det er jo altid lettere at komme ind i et dansk omklædningsrum og lettere at falde til, når man kan sproget. Man må også bare sige, at den danske mentalitet kontra den udenlandske er lidt mere venlig. Nede i Schweiz, hvor jeg jo også har været, kunne godt minde lidt om det danske, men i Tyrkiet er du ret overladt til dig selv – der er ikke nogle, der hjælper en, hvis det ikke går så godt. Der handler det bare om at præstere. Men det har været rigtig let at falde til her i Brøndby, og alle har taget godt i mod mig, og så har det selvfølgelig også hjulpet, at jeg har spillet fra start, så man kan vise, hvilken spiller man er. Præmieoverrækkelsen ved Danmarksmesterskaberne i 2004, inden Andreas rækkede trofæet i vejret foran KB-spillerne. Læs også: Maxsø stortrives i Brøndby: Er utrolig glad for mit skifte hertil