Landsholdet har givet Halimi mere selvtillid: Helt klar til de sidste, forhåbentlig, 12 kampe
Besar Halimi har tanket selvtillid i landskampspausen, og er nu klar til at slutte sæsonen af med at spille bronzen og pokalfinalepladsen hjem til Brøndby. FOTO

Besar Halimi har tanket selvtillid i landskampspausen, og er nu klar til at slutte sæsonen af med at spille bronzen og pokalfinalepladsen hjem til Brøndby. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport For en uge siden spillede Kosovo, med Besar Halimi i startopstillingen an landskamp mod Danmark. En stor oplevelse for Brøndbyspilleren, som er stolt over sit landshold. - Det var en vild oplevelse. Det er altid stort at spille for landsholdet, og det er meget anderledes end her. Jeg synes vi gjorde det godt i den første kamp mod Danmark, og Kosovo kan være glade og stolte over den præstation, siger Halimi til 3point.dk. Mens mange af holdkammeraterne har haft fri, har Halimi derimod spillet to kampe med næsten fuld tid i begge, men han føler sig ikke træt af den grund. - Det er helt okay. Jeg har fået mere selvtillid med landsholdet, og de sidste par kampe for Brøndby har også været okay, så jeg er helt klar til de næste. Vil have bronze og pokal Nu er Halimi tilbage i Brøndby, og han håber at kunne tage selvtilliden med sig tilbage til klubben. - Det har været svært, fordi vi som klub og som hold har haft det svært. Det har ikke været nemt for mig at komme ind, så jeg er glad for at jeg har haft de her uger hvor jeg har spillet meget og fået en god følelse, og nu, efter at have spillet to landskampe, er jeg endnu gladere. Jeg er klar og glæder mig til de næste 10 kampe, som forhåbentlig bliver til 12, siger Halimi med henvisning til pokalturneringen. I første omgang gælder det dog Superligaen, hvor Brøndby i sidste runde sikrede sig en plads i mesterskabsslutspillet, hvor OB på tredjepladsen skal jagtes. - Vi fortjener at være der, for vi har stadig rigtig meget kvalitet. Når man ser hvordan vi fightede i Horsens, var det virkelig en holdpræstation. Det er ikke nemt at vinde der, selvom alle ved at vi har mere kvalitet end dem. Men vi gjorde det godt som hold, alle kæmpede for hinanden, og det er nøglen til de sidste kampe. Fortsætter vi sådan, er vi godt på vej. - OB er selvfølgelig gode, men vi skal slutte på tredjepladsen. Det er sådan, det er. Det er meget tæt mellem nummer tre og nummer seks, og det er vigtigt at få en god start. Den gode start skal sikres fredag aften, når OB gæster Brøndby Stadion.