Skrevet af: Mads Krag

Når jeg almindeligvis bevæger mig de sidste hundrede meter mellem min parkerede cykel og Brøndby Stadion, fyldes min krop altid af den samme stærke følelse, som har overvældet mig lige siden min far begyndte at tage mig med på stadion som purung knægt i 90’erne. Følelsen af hvordan den nervefulde og intense stemning inde fra stadion automatisk breder sig i kroppen og insisterer på, at benene skal sætte farten op. Den følelse har været fraværende lige siden efteråret, hvor den magnetiske larm fra Sydsiden forsvandt og blev erstattet af den slags gennemsnitlige summen, som man oplever før en koncert eller til andre sportsarrangementer fuld af tilskuere, der passivt lader sig underholde.

Vi kender alle årsagen til den uigenkendelige atmosfære: Brøndbys mangfoldige fanskare har i øjeblikket meget lidt at være fælles om og rigtigt meget at være uenige om. Sådan har jeg i hvert fald følt, lige siden ejerkredsen i Global Football Holding fremsatte deres købstilbud den 28. oktober 2022; særligt fordi der i forvejen var frembrudt alvorlige sprækker i det blågule fællesskab ovenpå en ophidset debat om først Red Bull og senere Nicolai Vallys, hærværk, vold, bøder og deraf afledte beskyldninger om, at Alpha og fanmiljøet omkring gruppen er hovedansvarlige for alskens ondt.

Det har skabt en stor kløft mellem to stridende fløje, alt imens hovedparten af Brøndbys fanskare antageligt forholder sig mere eller mindre afventende og håber på, at fællesskabet kan genopstå. I disse dage, uger og måneder bliver mulighederne for en fremtidig forsoning dog bombet i stykker på særligt de sociale medier, hvor beskyldninger og tilsvininger flyver frem og tilbage. Her og nu virker det kvart million store fællesskab derfor mere opsplittet end nogensinde. Til det forestående hjemmederby vil det sandsynligvis komme tydeligt til udtryk i form af et foreløbigt lavpunkt, når vores klub, spillere og hjemmepublikum er i alvorlig fare for at blive sunget langt ud af Brøndby Stadion af vores største og mest forhadte rivaler. Det kan meget vel blive den uudholdelige virkelighed, vi skal vænne os til fremover.

Engang for 25 år siden

Forud for en hjemmekamp mod Viborg i 1998 havde en gruppe Brøndbyfans organiseret en international protest imod UEFA’s forbud mod ståpladser. I den forbindelse censurerede Brøndby en række protestbannere, og efter kampen erklærede klubbens daværende generalsekretær, Emil Bakkendorff, at »der kommer andre fans efter jer«. I dag hersker en lignende retorik i visse Brøndbykredse, hvor det forventes, at fanscenen igen vil vokse sig stor og stærk, når de protesterende fans er forsvundet for altid. Det kan lyde som en beroligende fremtidsudsigt – problemet er bare, at det i mine øjne er naiv selvindbildning.

Gennem mine snart 30 år som Brøndbyfan har jeg periodevis fået indblik i det frivillige arbejde, der foregår i og omkring fanmiljøet på Vestegnen. Jeg startede selv med at stå på Sydsiden i starten af 00’erne, dengang det uofficielle miljø med Suburban Casuals i spidsen blomstrede og var med til at rykke ved ambitionerne for stemningen og den visuelle opbakning. I mine senere teenageår blev jeg mere engageret i fanmiljøet, og det var i disse år, jeg oplevede, hvor meget arbejde det kræver at drive en fanscene på størrelse og niveau med den, som er skabt i Brøndby gennem årtier.

De seneste mange sæsoner har jeg på afstand nydt Sydsidens præstationer, som har været et uundværligt terapimiddel gennem de årelange stunder, hvor de sportslige præstationer har sendt mig på randen af depression. Jeg tror, vi er mange, der til trods for 15 års mesterskabstørke alligevel har været fulde af stolthed over at identificere os som Brøndbyfans, når begge Sydsidens afsnit har foldet sig ud som en samlet stemningstribune til de store kampe, og når vi har manifesteret os som nogle af Europas førende med fantastiske tifoer, der har forvandlet stadion til en gladiatorarena og det vilde Vestegnen. Det frivillige og benhårde bagvedliggende arbejde har min dybeste respekt og taknemmelighed, og samtidig kan jeg kun forestille mig, hvordan stemningsoplevelser som disse afføder og tryllebinder nye Brøndbyfans; akkurat som jeg oplevede på egen krop som femårig.

Stemningsfaklen er slukket

Jeg tror, bagmændene bag de seneste års tifoer og de aktive stemningsskabere vil medgive, at toppræstationerne på tribunen kun er mulige, fordi Sydsiden står på skuldrene af tidligere tiders officielle og uofficielle grupperinger og enkeltindivider, der har haft voldsomme ambitioner om at gøre Brøndby verdenskendt for stemning og tifoer. Heldigvis har der altid været en grad af glidende overgang mellem de ansvarshavende stemningsskabere, hvor oplæring og overlevering har været lige så afgørende som i enhver veldrevet og fremtidssikret organisation. I dag står vi i en helt anden situation med en stemningsfakkel, der er slukket længe inden, den er blevet givet videre.

Jeg forstår imidlertid godt, hvis man tror og håber, at gløderne blot skal genantændes. Vi har da også allerede oplevet, hvordan 16-årige stemningsentusiaster har indfundet sig i capo-tårnet og forsøgt at skabe opbakning sammen med et par hundrede omkringstående medfans. Det hører dog med til historien, at vi samtidig er blevet overdøvet af gæstende fans fra Aarhus og har mødt vores egne spillere med buh'en midt i første halvleg af hjemmekampen mod Randers. Det skærer i mit hjerte at opleve, hvordan Anis Ben Slimane blev mødt af misytringer på Brøndby Stadion, for blot en uge senere at se ham levere en lidenskabelig og rørende peptalk i omklædningsrummet kort før holdet gik på banen og sikrede klubben en derbysejr. Uagtet at de nedladende tilkendegivelser mod en af vores egne Brøndbydrenge kom fra et fåtal, siger det netop alt om stemningsniveauet på Brøndby Stadion og får mig samtidig til at spekulere over, hvorvidt Brøndby fortsat vil være en livsstil fremover, hvis de protesterende fans og den sportslige succes udebliver.

Det kan naturligvis indvendes, at ting som bekendt tager tid, og nogle vil ovenikøbet postulere, at der ikke går længe, før den velkendte stemning og de storslåede tifoer er retur. Jeg tror dog, de fleste – der i større eller mindre omfang har været engageret i fanmiljøet på Vestegnen – vil betragte det som værende ganske usandsynligt, at Brøndby kommer tilbage til fordums styrke, hvis hovedparten af de protesterende fans aldrig vender tilbage til Sydsiden. For der er unægteligt en enorm forskel på at investere 2x45 minutter på kampdage sammenholdt med det tidsforbrug, som de aktive fans har investeret uge efter uge, år efter år. Hvor selve indsatsen på kampdage end ikke nærmer sig, hvad der bruges af tid, kræfter og penge på den omkringliggende organisering, planlægning og forberedelse. Det er dette frivillige arbejde, som vi andre har nydt godt af, hver gang Brøndby spiller – uanset om vi taber eller vinder, spiller om nedrykning eller mesterskab - og som sommetider har fået mig til at tænke over, hvordan hjemmebanetilskuere i ind- og udland må være blevet efterladt måbende og misundelige efter at have haft Brøndby på besøg. Jeg frygter, det nu er vores tur til at mærke, hvordan det føles, når gæstende fanscener styrer kulissen på det fodboldstadion, som engang var kendt og frygtet som helvede i nord. 

Fremtidens Brøndby Stadion

Vi kan hurtigt blive enige om, at Fanafdelingens medlemmer og de orangeklædte langtfra er i numerisk overtal i Brøndbys store og mangfoldige fanskare. Ikke desto mindre har denne del af Brøndbyfællesskabet løftet en enorm arbejdsbyrde gennem årene, som lige nu glimrer ved sit fravær. Det kan samtidig forklare og i mine øjne også legitimere, hvorfor det aktive mindretal har en stærkere stemme og spiller en mere central rolle end det passive flertal. Samtidig forstår jeg godt, hvis man ikke deler behovet for alle de fremsatte aftalekrav eller ikke støtter det nuværende stemningsboykot. Men hvad enten man er for eller imod GFH, synger eller protesterer, iklæder sig gult eller orange, så er vi nødt til at løfte os fra den ekstremt polariserede debat, hvor vi ofte forfalder til at danne vores meninger ud fra, hvilken af de to stridende parter, der står bag en given holdning eller et konkret forslag. Det er med til at fjerne fokusset fra substansen og de gode argumenter i diskussionen; samtidig med at det kun gør betingelserne for at forstå og nærme os hinanden endnu vanskeligere.

Ingen argumenter kan dog ændre på, at mit allerstørste ønske er, at de protesterende fans, Brøndby IF og Global Football Holding kan blive enige, så jeg en skønne dag kan tage min søn med til fodbold på Brøndby Stadion og stolt vise ham den unikke atmosfære, som jeg har været draget af lige siden, jeg kan huske. Det ønske kan de fleste Brøndbyfans forhåbentlig samles om. Jeg er dog bevidst om, at der ikke er garantier for, at enighed mellem de involverede forhandlingsparter automatisk vil betyde, at den unikke stemning vender retur på fulde omdrejninger. Men vi kommer ikke uden om, at der er et enormt overlap mellem de protesterende fans og den stemning, som er så tydeligt fraværende, at vi ikke kan genkende vores egen hjemmebane. Det kunne tilskuerne heller ikke til den tidligere omtalte hjemmekamp mod Viborg i 1998, hvor der var stemningsboykot i første halvleg. I kølvandet på censureringen af Eurostand-protesten og Emil Bakkendorffs hånende kommentar var Per Bjerregaard efterfølgende ude at undskylde på vegne af klubben – måske fordi han vidste, at de allermest engagerede og aktive fans nødvendigvis ikke udgør et flertal, men er nogle af dem, som klubben er allermest afhængige af for ikke blot at være en resultatafhængig trend.