Kwarasey glæder sig over fortjent semifinaleplads
Adam Kwarasey vogtede målet for Brøndby, da de spillede sig i pokalsemifinalen. Keeperen synes Brøndby var bedst og at avancementet derfor var fortjent. Alexand

Adam Kwarasey vogtede målet for Brøndby, da de spillede sig i pokalsemifinalen. Keeperen synes Brøndby var bedst og at avancementet derfor var fortjent. Alexander Zorniger havde roteret en del i startopstillingen i forhold til kampen mod Lyngby. En af ændringerne var, at Frederik Rønnow sad på bænken, mens Adam Kwarasey vogtede målet. Den norske målmand glæder sig over avancementet til pokalsemifinalen, som han også synes er ganske fortjent. - Vi kom for at spille os i semifinalen og det lykkedes. Det blev svært, men vi klarede det. Det var det vigtigste, siger Kwarasey til 3point.dk. - Randers tog over i den sidste halve time af første halvleg, men derfra og til slut synes jeg vi var klart bedre. Det var fortjent at vi gik videre, synes jeg. - Vi startede første halvleg godt og i pausen beslutter vi os for, at vi skal ud og vinde den kamp, for vi er et bedre hold end Randers. Det synes jeg også vi viser, selvom vi får to dumme mål imod. På Randers' første scoring gik Paulus Arajuuri og Kwarasey galt af hinanden. Forsvarsspilleren skulle måske bare have ladet keeperen snuppe den, men kommunikationen kiksede. Kwarasey måtte slippe endnu et mål ind i anden halvleg, da Marvin Pourie trykkede af og scorede i det korte hjørne. - Om det er kort eller langt hjørne, spiller ingen rolle for mig. Et mål er et mål. Jeg synes det er skidt at lukke mål ind uanset hvad. Det er en del af fodbold. Føler du, at du skulle tage den? - Jeg fik en hånd på den, men ved ikke om jeg åbner lidt for meget i det korte hjørne. Måske skulle jeg have været hurtigere nede. Men sådan er det. Der er ikke noget at gøre ved det nu. Adam Kwarasey har haft en første tid i Brøndby med et par småskader og derfor heller ikke så mange kampe i benene. Derfor glæder han sig over 120 minutter mod Randers, for der er kun én måde at komme i kamptræning på. - For mig personligt var det min første kamp i en måned og er det altid sværere som reserve, for man kommer ikke på samme måde ind i 'zonen'. Men jeg er bare glad for at vi gik videre, for det var det allervigtigste. - For mig er hvert eneste minut vigtigt. Jeg spiller ikke så meget lige nu og er reserve, men derfor tæller alle minutter, for man kommer kun i kampform af at spille. Adam Kwarasey stod også Brøndbys forrige pokalkamp mod Marienlyst.