Teis Markfoged
Kvistgaarden kom på tavlen for U/20-landsholdet
Mathias Kvistgaarden startede inde og kom på tavlen, da det danske U/20-landshold søndag vandt 3-0 over Ungarn.

Mathias Kvistgaarden og Jonathan Ægidius fra Brøndby IF er netop nu med det danske U/20-landshold, som også kan kaldes det nye U/21-landshold.
Forleden vogtede Ægidius målet i en venskabskamp mod Sverige, som endte 2-2. Denne søndag var han på bænken, mens klubkollegaen Mathias Kvistgaarden startede inde i opgøret mod Ungarn.
Danmark lagde godt ud og trykkede ungarerne massivt. Kvistgaarden havde et nærgående hovedstød, som sneg sig lige uden om den ene stolpe, inden midtstopper Oliver Provstgaard steg op i forbindelse med et hjørnespark og headede Danmark i front. 1-0 var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg var blot et minut gammel, da Mathias Kvistgaarden flot brød igennem og bragte Danmark på 2-0. Mod slutningen af kampen scorede backen Aske Adelgaard til slutresultatet 3-0 til Danmark.
Kampen blev ikke vist eller streamet, så det er tvivlsomt, om vi kan få målene at se. Men hvis de dukker op, deler vi dem naturligvis her på sitet.