3POINT
1721938026-DSC0335355.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder25. jul. 2024

Kvistgaarden: Det er stort for mig hver gang

Mathias Kvistgaarden noterede sig for mål og assist i Brøndbys 6-0-sejr over Llapi torsdag aften.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen25. jul. 2024

- Jeg er opvokset med en far og en storebror, som har sagt: Du bliver aldrig til noget som angriber, hvis ikke du kan sparke med begge ben. Så det har jeg trænet.

Sådan lød det fra en glad Mathias Kvistgaarden i mixed zone efter torsdagens europæiske kamp mod KF Llapi, som Brøndby vandt med hele 6-0. Kvistgaarden kom på banen i anden halvleg og klaskede bolden i nettet med sit venstreben, som havde han aldrig lavet andet. Han er egentlig højrebenet. Men som du kan læse i det indledende citat, så er det ingen tilfældighed, at han også sparker godt med venstre.

Brøndby-angriberen var glad for at komme på tavlen igen.

- Det var dejligt. Det var længe ventet, siger han, og roser også holdets præstation:

- Vi havde snakket om i omklædningsrummet, at vi skulle gå ind og vise den forskel, som vi synes, der er på os og dem. Det fik vi gjort gennem hele kampen, synes jeg. Der gik lang tid, inden vi fik lavet de sidste mål, men på intet tidspunkt var vi ved at smide noget. Vi er et seniorhold, men vi spiller også meget voksen fodbold, og vi tror hele tiden på, at den nok skal komme til os på et tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at Mathias Kvistgaarden er en populær herre på Vestegnen. Han blev - også i dag - mødt af et stort jubelbrøl, da han blev skiftet ind. Og han nyder det hver eneste gang, han går på banen for Brøndby IF.

- Det er stadig lidt surrealistisk. Det er stadig gåsehud. Det er vildt, at man har været her i så mange år og nu spillet sig i en position, hvor der er folk, der simpelthen kan lide en så meget. Den kærlighed går også den anden vej. Det er stort for mig hver gang.

Mathias Kvistgaarden noterede sig også for en assist i kampen, da han lagde op til Oscar Schwartaus mål til 6-0.

 

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder